PORTALEN PÅ ASTRO-NUMEROLOGY.DK

Bekendtgørelse om Ret til at udøve lægegerning
Skrevet af Marita d. 19. maj 2006 22:17

Bekendtgørelsen i sin fulde ordlyd lyder som følger:

Kapitel 1

Ret til at udøve lægegerning

§ 1. Ret til at udøve lægegerning og betegne sig som læge har kun den, der har modtaget autorisation eller i øvrigt har adgang til at udøve lægegerning i henhold til §§ 2, 3 og 3 a.

§ 2. Autorisation som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den, der har bestået dansk lægevidenskabelig embedseksamen, og som overfor et lægevidenskabeligt fakultet har aflagt lægeløftet.

Stk. 2. Reglerne for lægevidenskabelig embedseksamen fastsættes af undervisningsministeren efter forhandling med sundhedsministeren.

Stk. 3. Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af lægegerning enten på grund af legemlige mangler eller varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, lægemidler og lignende, eller på grund af udvist grov uduelighed. Autorisation kan endvidere nægtes under de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.

Stk. 4. Tilladelse til selvstændigt virke som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den læge, der har gennemgået den i stk. 5 omhandlede uddannelse eller en uddannelse, der kan sidestilles hermed.

Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren nærmere regler for den supplerende praktiske grunduddannelse af de i stk. 1 nævnte læger med henblik på selvstændigt virke som læge. Uddannelsen skal foregå under ansættelse og have en varighed på 18 måneder.

Stk. 6. Såfremt det er nødvendigt for at skaffe læger adgang til den i stk. 5 nævnte uddannelse kort efter aflagt eksamen, kan sundhedsministeren pålægge kommunernes sygehuse, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt private sygehuse, som modtager offentlig støtte, eller på hvilke patienter indlægges for offentlig regning, at modtage læger i forhold til deres behov for lægeuddannet personale. Nærmere regler om sådanne pålæg fastsættes af sundhedsministeren efter forhandling med bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab og Amtsrådsforeningen i Danmark, og således at der ikke pålægges noget sygehus m.v. pligt til at modtage et større antal læger end gennemsnittet af det antal, som i de sidste 3 år har haft tilsvarende virksomhed på sygehuset m.v., medmindre forholdene forandres. I tilfælde, hvor læger ikke inden for et rimeligt tidsrum efter eksamen kan få adgang til den kliniske uddannelse, bemyndiges sundhedsministeren til at dispensere fra de i medfør af stk. 5 fastsatte regler.

Stk. 7. Sundhedsministeren fastsætter gebyrer for meddelelse af tilladelse til selvstændigt virke som læge baseret på uddannelse gennemført her i landet eller i udlandet.

§ 3. En læge, som ikke har opnået den i § 2, stk. 4, nævnte tilladelse, kan virke i underordnet stilling på sygehus eller som amanuensis hos eller midlertidig stedfortræder for en alment praktiserende læge. Sundhedsministeren kan, for så vidt det skønnes nødvendigt for at undgå misbrug af foranstående regel, fastsætte begrænsninger i denne. Forinden en læge kan tiltræde en af de nævnte stillinger, skal han overfor embedslægeinstitutionen, i København stadslægen, ved forevisning af autorisationsbevis godtgøre at opfylde betingelserne for stillingens overtagelse.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler for videreuddannelse udover den i § 2, stk. 5, nævnte uddannelse med henblik på udøvelse af nærmere bestemte lægelige funktioner, herunder virke i almen praksis, og for anvendelse af særlige betegnelser for læger, der har gennemgået sådan uddannelse.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter gebyrer for meddelelse af tilladelse til at betegne sig som alment praktiserende læge baseret på uddannelse gennemført her i landet eller i udlandet.

Stk. 4. Såfremt befolkningens behov for lægehjælp under større epidemier og lignende ikke kan fyldestgøres, kan sundhedsministeren meddele andre end læger midlertidig tilladelse til at udøve lægegerning.

§ 3 a. Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om udøvelse af lægegerning her i landet, som er nødvendige til gennemførelse af overenskomster om fælles nordisk arbejdsmarked for læger og direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber. ⁾

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele personer, der i udlandet har gennemgået uddannelser, som kan sidestilles med de i § 2 nævnte uddannelser, autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge her i landet. I tilladelsen kan fastsættes begrænsninger i den pågældendes udøvelse af lægegerning. Tilladelsen kan tidsbegrænses.

Stk. 3. Er autorisation som læge her i landet givet på grund af autorisation i et andet land, kan Sundhedsstyrelsen fratage den pågældende autorisationen, dersom autorisationen i det andet land fratages ham eller på anden måde taber sin gyldighed.

§ 4. En læge må ikke uden særlig tilladelse betegne sig som speciallæge. Sundhedsministeren afgør efter en gennem Sundhedsstyrelsen fremsendt indstilling fra det i § 4 a nævnte nationale råd for lægers videreuddannelse, inden for hvilke grene af lægevidenskaben læger kan opnå tilladelse til at betegne sig som speciallæge. Tilladelsen meddeles af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter gebyrer for meddelelse af tilladelse til at betegne sig som speciallæge baseret på uddannelse gennemført her i landet eller i udlandet.

Stk. 3. En læge må ikke betegne sig som eller praktisere som tandlæge, medmindre han opfylder de betingelser herfor, der stilles i lovgivningen om udøvelse af tandlægevirksomhed.

§ 4 a. Sundhedsministeren nedsætter et nationalt råd for lægers videreuddannelse, der rådgiver myndighederne i spørgsmål om lægers videreuddannelse.

Stk. 2. Rådet består af en formand, formændene for de regionale videreuddannelsesråd, jf. § 4 b, og et af sundhedsministeren nærmere fastsat antal medlemmer.

Stk. 3. Formanden og medlemmerne udnævnes for en fireårig periode. Genudnævnelse kan finde sted.

Stk. 4. Sundhedsministeren udnævner efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen rådets formand. Sundhedsstyrelsen udnævner de øvrige medlemmer samt suppleanter, der kan fungere i medlemmernes forfald. Suppleanterne udnævnes for samme periode som de medlemmer, de skal være suppleanter for.

Stk. 5. Til at vejlede rådet udnævner Sundhedsstyrelsen for en fireårig periode speciallæger inden for hvert anerkendt speciale. Genudnævnelse kan finde sted.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om rådets sammensætning. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler for rådets virksomhed.

§ 4 b. Amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Københavns og Frederiksberg Kommuner nedsætter i fællesskab regionale videreuddannelsesråd for læger for henholdsvis

1) Hovedstadens Sygehusfællesskab, Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Bornholms Amt, Roskilde Amt, Vestsjællands Amt og Storstrøms Amt,

2) Fyns Amt, Sønderjyllands Amt, Ribe Amt og Vejle Amt og

3) Ringkøbing Amt, Århus Amt, Viborg Amt og Nordjyllands Amt.

Stk. 2. De regionale videreuddannelsesråd har til opgave at rådgive regionens amter og Hovedstadens Sygehusfællesskab i forhold vedrørende den lægelige videreuddannelse samt at træffe afgørelse vedrørende fordeling af uddannelsesforløb inden for regionen, godkendelse af uddannelsesafdelinger og tilrettelæggelse af uddannelsesforløb m.v.

Stk. 3. De regionale videreuddannelsesråds afgørelser kan påklages til Sundhedsstyrelsen.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler for videreuddannelsesrådenes sammensætning og virksomhed.

§ 5. Autorisation som læge kan fratages - og generhverves - efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Stk. 2. En læge kan over for Sundhedsstyrelsen fraskrive sig sin autorisation for tid og indtil videre. Autorisationen generhverves, når en fastsat tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og kan tillige generhverves efter ansøgning til Sundhedsstyrelsen, såfremt de omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen, ikke længere findes at være til stede.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren klagen, kan klageren forlange sundhedsministerens afgørelse indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år efter, at den pågældende har fraskrevet sig autorisationen, eller efter, at generhvervelsen er nægtet ved dom. Sundhedsministerens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes over for sundhedsministeren inden 3 uger efter, at sundhedsministerens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag imod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Kapitel 1 A

Særligt om retten til at ordinere euforiserende stoffer

§ 5 a. Anser Sundhedsstyrelsen det for ønskeligt, at der føres kontrol med en læges ordinationer af euforiserende stoffer, kan den pålægge ham at føre nøjagtige optegnelser om disse ordinationer, herunder om ordinationernes tidspunkt, art og mængde, patientens navn og adresse og indikationen for ordinationen, og at indsende disse optegnelser til embedslægen efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte bestemmelser.

Stk. 2. Bestemmelserne om ordination i dette kapitel gælder også om lægens personlige forbrug.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen afgør, hvad der i dette kapitel forstås ved euforiserende stoffer.

§ 5 b. Dersom en læge, hvem der er meddelt pålæg efter § 5 a, begår væsentlig overtrædelse af dette, eller dersom det af hans optegnelser fremgår, at han ordinerer euforiserende stoffer på uforsvarlig måde, kan Sundhedsstyrelsen fratage ham retten til at ordinere alle eller enkelte grupper af disse stoffer for en tid af fra 1 til 5 år eller indtil videre.

Stk. 2. I påtrængende tilfælde kan sådan fratagelse ske, selvom der ikke er meddelt pålæg efter § 5 a, når det af foreliggende oplysninger fremgår, at en læge ordinerer euforiserende stoffer til eget forbrug på uforsvarlig måde. Der skal dog først være givet lægen lejlighed til mundtligt at udtale sig overfor Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Afslår sundhedsministeren en klage over Sundhedsstyrelsens fratagelse af retten til at ordinere euforiserende stoffer, kan lægen forlange sundhedsministerens afgørelse indbragt for domstolene. Han skal i så fald over for sundhedsministeren fremsætte begæring herom inden 3 uger efter, at sundhedsministerens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag imod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelse har, dersom den ikke bestemmer andet, virkning straks fra afgørelsens modtagelse og uafhængigt af, om sagen indbringes for sundhedsministeren og domstolene.

§ 5 c. En læge kan overfor Sundhedsstyrelsen fraskrive sig retten til at ordinere euforiserende stoffer eller en nærmere angiven gruppe af sådanne stoffer for tid eller indtil videre.

§ 5 d. Når en læge efter ovenstående bestemmelser helt eller delvis har mistet retten til at ordinere euforiserende stoffer, påhviler det embedslægeinstitutionen at foretage de til lægens praksis fornødne ordinationer af sådanne stoffer. Sundhedsstyrelsen kan dog udpege en anden dertil villig læge til at foretage disse ordinationer. Nærmere regler om fremgangsmåden ved disse ordinationer kan fastsættes af Sundhedsstyrelsen.

§ 5 e. Sundhedsstyrelsen kan på ethvert tidspunkt efter ansøgning tilbagegive en læge retten til at ordinere euforiserende stoffer eller en nærmere angiven gruppe af stofferne. Afslår sundhedsministeren en klage over Sundhedsstyrelsens afgørelse, kan lægen begære denne afgørelse prøvet ved domstolene, hvis der er forløbet mindst et år, efter at der er truffet endelig bestemmelse om rettens bortfald, og mindst et år, efter at generhvervelse senest er nægtet ham ved dom. Det er en betingelse for afgørelsens prøvelse ved domstolene, at lægen fremsætter begæring herom overfor ministeren inden 3 uger fra det tidspunkt, da han ved forkyndelse eller anbefalet brev er blevet gjort bekendt med afgørelsen. Sundhedsministeren foranlediger herefter retssag anlagt mod lægen i den borgerlige retsplejes former.

§ 5 f. Ordination af euforiserende stoffer som led i behandling af personer for stofmisbrug foretages af læger ansat i kommunale lægestillinger samt i lægestillinger ved Hovedstadens Sygehusfællesskab. Dog kan enkeltstående ordinationer som led i abstinensbehandling af kort varighed foretages af andre læger.

Stk. 2. Ordinationsretten efter stk. 1, 1. pkt., kan efter aftale i nærmere bestemte tilfælde overlades til en anden læge, herunder en alment praktiserende læge eller en praktiserende speciallæge.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler for ordinationen samt for den hertil knyttede udlevering og kontrol, herunder om adgangen til at lade udlevering og kontrolforanstaltninger finde sted lokalt.

Stk. 4. Denne bestemmelse gælder ikke for behandling i Kriminalforsorgens institutioner. Justitsministeren fastsætter efter drøftelse med Sundhedsstyrelsen regler for samarbejdet mellem Kriminalforsorgens læger og de læger, der er omfattet af stk. 1.

Kapitel 2

Lægens pligter

§ 6. En læge er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved økonomisk ordination af lægemidler, benyttelse af medhjælp m.v.

§ 6 a. (Ophævet)

§ 7. Enhver læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er han dog fritaget for den omhandlede forpligtelse.

Stk. 2. Ønsker en læge ikke længere at virke som læge, kan han ved derom at afgive skriftlig meddelelse til Sundhedsstyrelsen frigøre sig for den i stk. 1 omhandlede pligt til at yde lægehjælp. Sundhedsstyrelsen udsteder offentlig bekendtgørelse om, at pågældende har ophørt at virke som læge.

§ 8. En læge skal ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af læge, udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne almindelige og særlige regler.

Stk. 2. Sundhedsministeren udfærdiger efter indstilling af Sundhedsstyrelsen almindelige regler for afgivelse af lægeattester. Kræves en i lovgivningen foreskreven eller forudsat lægeattest afgivet på særlig blanket, eller ønsker en statsinstitution i øvrigt at benytte en særlig attestblanket, skal Sundhedsstyrelsen forinden have lejlighed til at udtale sig angående blankettens affattelse; herfra undtages dog simple syge- og raskmeldingsattester, f.eks. skoleattester.

Stk. 3. En læge er forpligtet til på begæring af en offentlig myndighed i det efter øjemedet fornødne omfang at afgive attest til offentligt brug om de lægelige iagttagelser, som han er i stand til at meddele oplysning om, vedrørende en af ham undersøgt eller behandlet person, der søger eller oppebærer pension, understøttelse eller anden offentlig hjælp, herunder hjælp i henhold til forsikrings- og forsørgelseslovene. Samme pligt påhviler sygehuse og lignende institutioner. De i henhold til denne bestemmelse modtagne oplysninger er at betragte som tjenestehemmeligheder.

§ 9. En læge er under ansvar efter borgerlig straffelovs § 263, stk. 2 ²⁾ , jf. § 275, forpligtet til at iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit kald erfarer eller får formodning om angående privatlivet tilhørende hemmeligheder, medmindre han ifølge lovgivningen er forpligtet til at udtale sig, eller medmindre han handler i berettiget varetagelse af en almen interesse eller i eget eller andres tarv.

§ 10. (Ophævet).

§ 11. Læger er forpligtede til at afgive de indberetninger og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhedspleje afkræves dem af sundhedsmyndighederne samt at opfylde den dem efter lovgivningen i øvrigt påhvilende oplysnings- og indberetningspligt.

Stk. 2. Har en læge ydet fødselshjælp ved en fødsel, ved hvilken ingen jordemoder har medvirket, påhviler det lægen efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler at foretage de for jordemødre påbudte optegnelser og indberetninger.

§ 12. Kommer en læge i sin virksomhed til kundskab om, at en person lider af sådanne sygdomme eller mangler i legemlig eller sjælelig henseende, at han i betragtning af de forhold, hvorunder han lever eller arbejder, udsætter andres liv eller helbred for nærliggende fare, er lægen forpligtet til at søge faren afbødet ved henvendelse til vedkommende selv, om fornødent ved anmeldelse til pågældende embedslægeinstitution eller Sundhedsstyrelsen.

§ 13. Sundhedsministeren fastsætter efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen regler for, i hvilket omfang og på hvilken måde læger af hensyn til den dem påhvilende indberetnings- og oplysningspligt skal føre ordnede optegnelser over visse dele af deres virksomhed, såsom om behandling af smitsomme sygdomme, ulykkestilfælde og sygdomme, der kan antages at få varig indflydelse på patientens helbredstilstand.

Stk. 2. Sygehuse, klinikker og lignende er pligtige til at føre ordnede optegnelser over deres behandling af syge og over, hvad der er iagttaget vedrørende de pågældende sygdomstilfælde. Der fastsættes af sundhedsministeren regler for, i hvilket omfang speciallæger skal føre sådanne optegnelser.