Retrospekt
Skrevet af Empyrium d. 24. marts 2008 09:52
En lille novelle jeg blev inspireret til, efter at have set en film. Lidt sørgelig, men sådan er livet jo nogen gange....
Af Empyrium
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle føle som han lå der….på den ene side var der en klar og tydelig irritation, der sad og nagede. Sådan en følelse af: Ikke nu igen for POKKER….
Der var dog også en lille frygt derinde et sted. En lille frygt, der snurrede blidt i maven. Ikke voldsomt, men netop nok til at holde hans tanker fokuserede på det, netop nok til at han ikke kunne glemme den…. Men han ville i hvert fald aldrig indrømme det overfor nogen, der var ingen der skulle se at HAN var bange.
Hvem skulle egentlig også se det?
Netop i det øjeblik, som blev hans tanker læst, spurgte ambulancemanden ham: ”Er der nogen du vil have vi skal ringe til?” Han tænkte sig lidt om…. ”Jeg har en søn – men ham har jeg ikke set i flere år, ved ikke hvor han bor, og jeg kender ikke hans telefonnummer….”
”Ellers er der ikke nogen…” mumlede han med alvorlig og eftertænksom stemme….
Hans tanker løb væk, tilbage i tiden…. Tænkte på glade minder…. Fra dengang hans søn var mindre… der havde været gode perioder i hans liv, perioder han tænkte tilbage på med glæde. Godt nok havde han været alene, men han havde sin søn – sin dejlige søn. Dengang var alt godt….han tænkte især på de glade sommerdage… da han spillede fodbold med sønnen…. De glade aftener hvor de grillede… Jo, der havde været gode dage, og han savnede dem… han savnede sin søn… Dengang havde det hele været lyst og dejligt. Hvem pokker tænkte på sygdom, hvem tænkte på at de dejlige lange lyse sommerdage skulle få ende… Men det gjorde de….
Han blev brat revet ud af sine melankolske minder, da ambulancen lavede en undvigemanøvre, så dækkene hylede om kap med sirenen…. Han havde fået fugt i øjnene, minderne var ved at trække tårer… Så diskret det nu kan gøres når man ligger på en båre 30 cm foran en fremmed mand, prøvede han uset at tørre øjnene… Der var sgu ingen der skulle se ham med tårer i øjnene…..
Hurtigt blev han trillet ind på en stue, og en sygeplejerske stillede de sædvanlige obligatoriske spørgsmål. Samtidig var en anden sygeplejerske i gang med de sædvanlige blodprøver, trukket fra det nys anlagte drop i håndryggen… lægen kom ind, og kiggede lidt i hans journal. ”Nå Sørensen, er den nu gal igen?” spurgte lægen. Som om han tog den tur her for sjovt…
”Ja det går jeg ud fra at den er…” svarede han irriteret, ”Når jeg pludselig dejser om på åben gade, så er der sgu da NOGET galt….”
”Ja, vi må jo kigge på dig og se hvad vi kan finde” svarede lægen…
Han kendte rummelen. Han havde været igennem dette her før….5 gange før… nu var det bare noget der irriterede ham, nu skulle det bare overstås, 6-8 dage på sygehuset med forskellige undersøgelser, justering af medicinen, og så kunne han endelig tage hjem igen…. Han havde sgu ikke tid til at ligge der, han havde sine hobbyer, sine interesser…. Desuden kom der en god gammel film i tv på lørdag, 1408 af Stephen King. En ret gammel film, men fra dengang hvor de stadig kunne lave gode film….. Den ville han bare se….
Mens han havde ligget der og filosoferet, havde lægen færdiggjort de forskellige umiddelbare undersøgelser.
”Ja Sørensen… det ser ud til at der ikke er noget alvorligt galt. Nogle af tallene er lidt lave, men det skal en justering af din medicinering hurtigt kunne klare.”
”HA…” tænkte han, ”Jeg vidste det. Op på afdelingen, i gang med medicinjustering, og så kan jeg se film på lørdag….”
”Nu skal du se Sørensen” sagde portøren til ham, ”De er endnu ikke klar oppe på afdelingen, så du bliver parkeret her på gangen indtil videre. Du bliver kørt op straks i morgen tidlig, men bare rolig, sygeplejerskerne skal nok holde et godt øje med dig…”
”Ja den er god” tænkte han, ”Bare parker mig her på gangen som en anden sæk kartofler….” hurtigt ændredes hans tankebaner dog…. Hans frygt var væk igen. Det blev som han, måske ikke havde regnet med men i hvert fald håbet på, at det bare var en ny medicinjustering…. Det havde han prøvet før, det var ikke noget at være bange for…
Langsomt gled hans tanker tilbage i samme spor, som de havde taget under ambulanceturen. Det ville nu være rart hvis der havde været en til at besøge ham… lidt familie…. Hans søn, eller en kone….
Han forbandede sig selv… Han havde levet sammen med sin søn siden skilsmissen, siden sønnen var 9 år….. De havde haft det godt. Ingen tvivl om det, de havde hygget sig. Lige indtil den forbandede dag…… hans søn havde et stykke tid overvejet at flytte til jylland, for at studere. Så kom den dag…. Sønnen havde lånt hans bil. Det var mens han havde en dårlig periode, han var trist til mode, så plejede han at være lidt nærtagende…
”Havde han for fanden bare fortalt det selv med det samme” tænkte Sørensen…. Men han opdagede selv bulen næste dag. Det var for meget….han blev sur, han blev meget sur…. Det endte med et opgør da sønnen kom hjem sidst på aftenen, og der blev sagt mange ting, ting der ikke skulle være sagt….
Det var den berømte dråbe, det var lige netop det der fik sønnen til at tage springet, og flytte til Århus. Guderne skal vide at han mange gange fortrød hvor sur han var blevet, guderne skal vide at han mange gange sad med telefonrøret i hånden, men fik aldrig tastet nummeret. Hans tåbelige stolthed forbød ham hver gang, at taste de sidste par tal… efterhånden som tiden gik blev det sværere at genoptage forbindelsen. Der var flydt for meget vand under broen…. Men han havde faktisk endelig fået trykket HELE nummeret en enkelt gang…. Men der var gået for lang tid, nummeret var ikke i brug længere….
Nu kunne han så betale prisen for sin stædighed. Nu lå han her alene, og gloede op i en stribe kedelige hospitalslamper, oven i købet på gangen…. ”63 år og helt alene” nåede han at tænke, før hans opmærksomhed blev tiltrukket af noget…. Noget bekendt?
Helt nede fra enden af gangen kom en skikkelse gående… han synes at genkende den måde skikkelsen gik på, han havde set den person før, han kendte den person…
I takt med at skikkelsen kom nærmere og nærmere blev Sørensens hukommelse vakt til live… Og dog… Det var måske noget sludder, for denne erindring havde aldrig været død, hende her havde han aldrig, aldrig glemt…
Da hun var kommet tæt nok på til at enhver tvivl var udelukket, fik hun i det samme øje på ham, og stoppede med et ryk….. ”Jim…” udbrød hun med overraskelse malet i øjnene…. ”Er det virkelig dig?” - ”Anne…. Åh gud, er det dig Anne….” fremstammede han….
I dét øjeblik gennemgik hans hjerne tusinder af minder på ingen tid….. Alt kom tilbage til ham på ingen tid….
Han havde mødt hende efter sin skilsmisse…. De havde været venner, rigtig gode venner, men det var kun den halve sandhed for ham… Han havde været så dybt forelsket i hende, at det gjorde fysisk ondt. Han havde aldrig følt at der var den samme tiltrækning den anden vej, så han havde aldrig turde gøre noget ved det….
Deres venskab havde holdt 5-6 vidunderlige år, så havde hun mødt en anden, og det havde slået ham sådan ud, at han var nødt til at afbryde forbindelsen….Han havde håbet på at hun ville vælge ham, at hun ville udvikle følelser for ham…Han følte at han var døden nær dengang, det tog ham år at komme videre… Og så var han alligevel aldrig kommet videre….Han havde aldrig, aldrig siden følt sådan for en kvinde, og derfor var han stadig alene….
Anne stod og holdte ham i hånden…. ”Kære Jim, hvad er det med dig?” spurgte hun…. ”Hvorfor ligger du her på gangen?” - ”Arh, det er ingenting, bare lidt medicinjustering…” svarede han…. ”Jeg bliver kørt op på afdelingen i morgen tidlig…” De begyndte at tale om de gode gamle dage…. De ting de havde lavet sammen, de gode tider de havde oplevet….Han begyndte at føle forelskelsen fra dengang spire op igen…..
”Jim…. Jeg giftede mig dengang… fordi du ikke var interesseret i mig…. Jeg ville have dig, men du havde jo ikke følelser for mig……”
Jim blev askegrå i ansigtet…. Han så chokeret ud… ”Anne…” fremstammede han… ”Anne… jeg elskede dig overalt på jorden….. Jeg var døden nær da du giftede dig med ham…”
”Gud nej….. havde du da bare sagt det til mig Jim, havde du da bare sagt det…..”
Nu græd han… nu var han ligeglad…. Det var mere end han kunne klare, tårene fik frit løb… Anne græd også…..
I det samme kom en sygeplejerske forbi…. ”Nu skal du hvile dig Sørensen, så du kan være udhvilet til prøverne i morgen….” henvendt til Anne sagde sygeplejersken ”De er nødt til at lade ham sove nu frue….”
”Jim…. Jim, jeg kommer i besøgstiden i morgen, så kan vi tale mere, okay? Sov godt min ven…”
Hun slap hans hånd, og gik mod elevatoren…Jim lå tilbage i sengen og så dybt chokeret ud…..
Klokken var ti om formiddagen. Anne steg af bussen uden for hospitalet, og gik mod hovedindgangen. Hendes hoved snurrede af alle de tanker der havde været igennem, siden hun kom hjem i går…. Hun tænkte på hvorledes hendes liv kunne være forløbet, hvis hun og Jim havde fået hinanden…
Hvis bare én af dem havde haft modet til at sige noget til den anden…
Men de havde sikkert begge to troet at der ikke var gensidige følelser…. Hun havde gået gennem mange år og tænkt på ham, og han havde sikkert gjort det samme. Hun fik igen tårer i øjnene, hvis bare for pokker de havde talt sammen, hvis bare en af dem havde nævnt det…. ”Et liv spildt…” tænkte Anne, idet dørene gik op, og hun trådte ud af elevatoren.
Hun så at Jim allerede var blevet kørt op på afdelingen, men var ikke klar over hvilken. Hun spurgte en forbipasserende sygeplejerske hvor han var blevet kørt hen. ”Undskyld, men er de pårørende?” spurgte sygeplejersken… ”Jeg er… jeg er hans kæreste…” sagde Anne…..
”Okay… sæt dig herind og vent et øjeblik, så skal jeg finde ud af det” sagde sygeplejersken….
Anne satte sig ind i det lille samtaleværelse, og ventede på sygeplejersken… Efter nogle minutter gik døren op, men det var ikke sygeplejersken…
”Goddag. Jeg hedder Maria Andersen, jeg er læge her på afdelingen…” Anne undrede sig, mens lægen Maria Andersen begyndte at fortælle….
”Jim Sørensen har jo været indlagt her flere gange til medicinjustering. Der har aldrig været problemer med det, han klarede det flot hver gang, og var hurtigt hjemme igen. En rigtig livsglad og stærk mand…..”
Anne lyttede med stigende undren, og tænkte hvor mon dette skulle føre hen….
Lægen fortsatte…..
”Men denne gang skulle det desværre blive anderledes. Umiddelbart så det ud til i går aftes, at det skulle blive den sædvanlige tur, Sørensen var ved godt mod, og der var intet alvorligt i vejen. Pludselig sidst på aftenen skete det noget… Det så nærmest ud til at noget havde frataget styrken og kraften fra Sørensen, og han blev hurtigt dårligere…”
Anne havde efterhånden fået meget bange anelser, og lyttede chokeret til lægen…..
”Sørensen blev så dårlig at han til sidst fik endnu et anfald, et meget alvorligt anfald. Vi gjorde hvad vi kunne, men det var ligesom der ikke var livsvilje tilbage. Desværre døde Sørensen først på natten…”
Anne eksploderede…”NEJ….NEJ….DET ER IKKE RIGTIGT…” skreg hun med tårene løbende ned ad kinderne….
Alting eksploderede i Annes verden… Hun følte sig amputeret, hun følte sig flået i stykker…. Her havde hun savnet Jim i alle disse år….Endelig mødt ham igen, og fundet ud af at han også elskede hende….
Det havde været hårdt…. Det havde været uhyggeligt hårdt, den erkendelse at de kunne have levet livet sammen, og elsket hinanden…. Men hun havde følt i går at de havde fået chancen igen…..
De havde fået chancen fordi hun var fri… Hendes mand var død for 5 år siden, og hun havde tænkt over hele natten, om hun skulle foreslå Jim at slå pjalterne sammen…. De kunne have nydt deres efterår….
Endnu engang skulle de fratages chancen for at leve sammen. Denne gang ikke af deres egen uvidenhed om hinandens følelser, men af skæbnen. Skæbnen havde drejet sit almægtige hjul, og det havde ramt Anne hårdt…..
Endnu engang var Jim uden for rækkevidde for hende… Endnu engang var han taget fra hende, men denne gang vidste hun, at der ikke kom en chance til…. Det var slut… helt slut……