Numerologi - som jeg ser det
Skrevet af Marita d. 06. marts 2006 10:19
Numerologien som redskab til selvforståelse og selvudvikling har her i landet desværre de senere år fået et temmeligt blakket ry, og mange ryster på hovedet af selve begrebet. Hvorfor er ikke godt at vide, men jeg vil gætte på, at det måske kan skyldes, at størstedelen af de praktiserende numerologer i dagens Danmark råder til navneskifte og måske endda også anbefaler at skifte navnet ud med et, som er "bedre".

Næsten alle, som har fået foretaget en numerologisk analyse, eller som fortæller venner, bekendte, familie, at de er begyndt at interessere sig for numerologi, har hørt følgende kommentar eller én, som ligner den meget: "nåhhh..... numerologi ....jahh, ha-ha-ha, men ..... hvad hedder du så nu?" Eller: "åh, ja, det er noget med, at man skal til at skifte navn, er det ikke?" Eller hvad med: "nå, ja, så har du vel skiftet navn?"

Men numerologi er langt mere end blot rådgivning om navneskifte.

Og der findes adskillige retninger inden for numerologi - præcis som der også gør inden for astrologien.

Den ene er ikke bedre end den anden.

Det, som er væsentligt er, at man som bruger finder det, der passer én bedst. Det handler om øjet, der ser, de øren, der hører og tillid.


Hvad er numerologi så for mig?


Svaret på det spørgsmål er enkelt.

For mig er numerologi - på samme måde som blandt andet astrologi - et redskab til at lære sig selv bedre at kende.

Ved hjælp af numerologi kan jeg blive bedre til at se, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør, og jeg kan blive bedre til at se mit eget potentiale, som jeg måske ikke umiddelbart er opmærksom på.

Når jeg staver mit navn, som det står i mine danske papirer (bortset fra dåbsattesten), er mit navnetal 6. Hvis jeg derimod staver mit navn, som det skal staves - altså som det står på min dåbsattest og ikke i mine andre officielle papirer - og dermed bruger det færøske alfabet, ændres mit navnetal til 4. Forskellen i navnetal fortæller noget om, hvordan man ser på mig, hvordan jeg virker på folk, her i Danmark og på Færøerne, eller hvordan jeg virker eller den facade, jeg gemmer mig under, afhængig af, om jeg staver mit navn på dansk eller færøsk.

Jeg ved, at det er faldet nogen, eller måske nogle, for brystet, at jeg i forbindelse med navnetallet udtaler, at det er facaden. Men det er faktuelt, hvad det er. Navnet er det, vi kendes under. Og her på jorden kendes vi, indtil man når længere ind bag og lærer mennesket at kende, under navnet. Og et navneskifte ændrer alene den måde, man opfattes på af andre og den måde, man begår sig på i denne fysiske verden. Det ændrer ikke sjælen og ikke skæbnen.

Når jeg taler om facade og sammenligner det med at skifte hårfarve eller gennemgå en anden kosmetisk forandring, mener jeg selvsagt ikke, at det ændrer ens udseende. Jeg mener alene, at det ikke ændrer noget ved den, man er inden i.

Men det kan ændre de signaler, man sender ud, og som andre opfanger.

Og ja, det kan måske gøre det lettere at være til, men det piller ikke ved det faktum, at man altid vil have de energier hos sig, som man én gang er født med.

Jeg kunne ikke drømme om at hævde, at andre typer numerologi ikke er brugbare. Slet ikke. Det er bare ikke brugbart for mig. Det betyder ikke, at andre typer ikke kan være brugbare for andre.

Jeg har fået lavet en numerologisk analyse - et numeroskop - efter en anden metode - Cheiro's metode. Det er den, der i Danmark er mest kendt og den, som nogle kalder almindelig numerologi. Havde jeg ikke prøvet det, kunne jeg aldrig drømme om at udtale mig om det. Og jeg kan absolut sagtens nikke genkendende til nogle af de ting, der blev sagt og skrevet om mig, da jeg fik tolket et numeroskop. Der er meget af det, som passer på, hvordan livet var for mig - engang. Og der var også noget, der passede på mig i dag. Og jeg var så heldig, at den seriøse og kloge numerolog, der opstillede og tolkede det, slet ikke var optaget af, at jeg skulle skifte navn, selvom jeg vist nok er et typisk offer. Så det er ikke, fordi det ikke virker. Det gør det da.

Men det, som får mig til at sige, at denne type numerologi kan jeg personligt ikke arbejde med, er, at der tilsyneladende slet ikke bliver set på potentialet i det nuværende navn hos den enkelte, men alene fokuseret på det, der er - eller har været - problematisk.

Det er, tyder det på, også meget sjældent, at et menneske har det navn, der er optimalt for personen. Og hvis det virkelig passer, at næsten ingen mennesker som udgangspunkt har det navn, der giver harmoni i forhold til fødselsdatoen, så er der vel en grund til det. Mon så ikke det er, fordi vi mennesker på jorden har noget, vi skal lære og gennemleve - eksempelvis at få noget godt ud af det, som kan se svært ud.

Den form for numerologi, som jeg beskæftiger mig med, er ikke dogmatisk og putter ikke folk i kasser, som de har at blive inde i. Der er visse regler - stikord om man vil - til tallene, men man kan ikke sige, at fordi en person er 7'er, er han eller hun på præcis denne måde, som man har lært, at 7-tallet fungerer på.

Det afhænger jo af, hvor denne person er i sin udvikling. Og det er her, det kan synes svært at tolke. Men det er kun, indtil man har lært at stole på sig selv og sin intuition, så man som numerolog ved, hvor denne person er, og hvor han eller hun har været i sin udvikling.

Hvis det hele alene drejede sig om at lære sig bogstavernes talbetydning og planetbetydning udenad, ville det ikke være nogen sag at arbejde med numerologien. Men det gør det ikke. Det drejer sig i altafgørende grad om at finde ind til, hvor netop denne person er i sin udvikling, hvis man skal hjælpe.

Og det er det, numerologien skal bruges til - efter min mening.

Sådan ser jeg på det, men det er ikke ensbetydende med, at det er sandheden. Det er bare sandheden for mig. Og den kan man gøre ved, hvad man vil: tage den til sig eller forkaste den.

Der findes ingen dårlige tal, der findes ingen dårlige navne. Alt er energi, og al energi er guddommelig. Ergo er alle tal, alle planeter og alle navne guddommelige. © Marita Kristensen