Winchester Mystery House
Skrevet af Empyrium d. 02. september 2008 22:27
Af Empyrium

Det var næsten middag…. Solen bagte fra en skyfri himmel, og temperaturen nærmede sig kogepunktet. Højt oppe kredsede et par gribbe og ventede på det næste offer, det næste måltid. De skreg, som klagede de over at det tog for lang tid. Langt under dem, i det støvede landskab, slæbte en træt hest sig af sted, med en rytter på ryggen. I det trøstesløse støvede landskab, hvor kun lidt spredt kaktus og klippeformationer, brød monotonien, red han mod den næste by. Der var stadig en halv dags ridt før han kunne tage et fortjent bad, og endelig lægge sig i en ordentlig seng igen. Et lille smil bredte sig på hans ansigt, da han atter engang lod tankerne dvæle ved udsigten til disse luksuriøse forhold. Et bad, et ordentligt måltid mad. Måske en kvinde. Og bagefter en dejlig varm og blød seng.

Pludselig blev den dejlige tankerække brudt af en uvant lyd…. Han lyttede… Jo, der var den igen. Det var en kvinde der skreg…. Og det kom fra slugten en små hundrede meter, på hans venstre side.

Stille red han over til slugten, og steg af hesten et stykke før kanten. Han tog riflen op af riffeltasken der hang på sadlen, og kravlede langsomt hen mod kanten af slugten, mens kvinden skreg for tredje gang.

Da han nåede langt nok ud mod kanten kunne han i bunden af ravinen, en 30-35 meter nede, se diligencen holde…. Kusken sad på bukken med hænderne i vejret, mens en sortklædt cowboy truede ham med en Colt i højre hånd, og med venstre hånd prøvede at hive kjolen af en af passagererne han havde hevet ud af diligencen… Det var hende der skreg…. Inde i diligencen kunne han skimte ansigtet af en lidt ældre kvinde, sikkert den unge piges mor.

På trods af varmen løb en kuldegysning af dimensioner ned ad ryggen på ham, mens han lå der på kanten og overværede dramaet i bunden af ravinen. Han blev ført tilbage til sin barndom… til den dag hvor en fremmed var kommet til deres lille landsted, mens hans far havde været inde i byen. Den fremmede havde gjort hans mor fortræd.. derefter hans søster…. Den fremmede havde ikke set den lille dreng der havde gemt sig i stalden, så han var selv sluppet uskadt…. Nu var han dér… den fremmede…. Han vidste godt det ikke var den samme, men det var lige meget. Endnu engang lå han i skjul, og så på at en fremmed og ond mand, gjorde en ung pige fortræd. Men nu var han ikke en lille dreng. Nu kunne han gribe ind…. Nu kunne han gøre noget, gøre en forskel.

Forsigtigt tog han ladegreb på riflen, vippede forsigtigt ladehåndtaget ned, og langsomt op igen. Kun et lille klik hørtes…. Han lagde kinden på kolben, lukkede venstre øje, og tog sigte med det højre…. Langsomt spændtes hans højre pegefinger om aftrækkeren.

Han tænkte på at det var heldigt han havde brugt pengene på en god riffel. På et ordentligt gevær. Det havde rækkevidden, og det havde præcisionen. Resten var op til ham… han nåede lige at afslutte tanken, da skuddet bragede… den fremmede mand på bunden af ravinen nåede ikke at reagere på skuddet… mens en rød tåge eksploderede fra hans hoved, blev han kastet væk fra den unge pige… hun var i sikkerhed…. Endnu engang sendte han en taknemmelig tanke til sin riffel… sin Winchester riffel.

Dette lille drama fra en for længst hedengangen tidsalder, kunne glimrende illustrere grundlaget for denne lille artikel. Nemlig Winchester riflen. Den spiller nemlig en rolle i artiklen, om et af de mærkeligste huse i verden. Det lyder pudsigt, men læs videre, så får du forklaringen.

I midten af 1800 tallet var den mest kendte riffel i USA, Volcanic riflen, designet og fremstillet af Horace Smith og Daniel B. Wesson. Den blev oprindelig fremstillet på fabrikken Volcanic Repeating Arms Company, som senere blev reorganiseret og omdøbt til New Haven Arms Company. Hovedparten af aktierne i New Haven Arms Company var ejet af Oliver Winchester.

Selv om Volcanic riflen var god, kunne den dog gøres bedre. Det skete især da en ny type ammunition blev udviklet, og forbedret af Benjamin Tyler Henry. Han udviklede samtidig Volcanic riflen så den kunne bruge den nye bedre type ammunition, og Volcanic riflen blev omdøbt til Henry riflen. Henry riflen blev brugt af nordstaterne under den amerikanske borgerkrig.

Efter borgerkrigen brugte Oliver Winchester sin aktiemajoritet til at få omdøbt fabrikken til Winchester Repeating Arms Company, og samtidig blev Henry riflen komplet omdesignet, og forbedret en hel del, og det blev den første Winchester riffel, Winchester model 1866. Et dynasti var født. Oliver Winchester døde den 11 december 1880, og det er her, kernen i denne artikel begynder at tage form.

Det er klart at, med sådan et riffeldynasti Oliver Winchester havde opbygget, så var hans kone Sarah Winchester i en position, der gjorde at hun aldrig skulle bekymre sig om penge. Hun var umådelig rig. Sarah Winchester arvede mere end 20 millioner dollars efter sin mands død, og husk at det var i 1880. Det ville i vore dage svare til over en halv milliard. Desuden arvede hun næsten 50 % af aktierne, og det gav hende en indkomst på omkring 1000 dollars om dagen. Det svarer i 2006 penge, til et beløb på omkring 21.000 dollars… om DAGEN…. Desuden var der ikke noget der hed skat, før 1913. Så penge, det manglede Sarah Winchester ikke.

Men penge er ikke alt… hun savnede sin mand, og hun savnede sin datter, som de havde mistet i 1866. en veninde rådede hende til at opsøge et medium, og prøve at komme i kontakt med datteren og manden. Dét velmenende råd fra veninden, skulle få uhyggelig meget større betydning, end nogle af de to damer, nogensinde ville drømme om.

Sarah Winchester opsøgte et medium, og hun fik også oplysninger fra den anden side, men ikke lige de oplysninger hun havde regnet med. Mediet fortalte hende nemlig at alle sjælene af de tusinder af mennesker, der var blevet skudt af Winchester rifler, ville have hævn. Derfor skulle hun tage vestpå, og bygge et hus til sig selv og ånderne. Så længe Sarah Winchester byggede på huset, så længe ville hun overleve. Sarah Winchester turde ikke andet end at gøre som mediet havde sagt til hende, så hun solgte sit hus, og tog mod vest. Hun købte et lille victoriansk hus i San Jose i Californien. I 1884 begyndte Sarah Winchester at bygge huset om, og at bygge til huset.

I pagt med mediets ord blev der bygget til/om på huset uafbrudt. 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året blev der bygget. Fra 1884, til Sarah Winchester døde den 5. september 1922. der blev bygget på huset UAFBRUDT i 38 år. Der var håndværkere der i deres jobkarriere, ALDRIG lavede andet end at arbejde på Winchester huset. De blev uddannet i huset, og de gik på pension mens de arbejdede i huset. Det mest utrolige er næsten at der aldrig har været en byggeplan for huset. Var et værelse, en tilbygning en trappe eller noget andet færdigt, så blev håndværkerne straks sat til noget andet, af Sarah Winchester. Det betyder at huset er fuldstændig fyldt med de mest underlige, sære, og mærkværdige krinkelkroge, balkoner, døre og trapper man kan tænke sig. Det eneste det drejede sig om for Sarah Winchester, var at holde byggeriet i gang.

Grunden Winchester Mystery House ligger på er nu på 24.000 kvadratmeter, hvilket er absolut minimum for at huset kan være der. Grunden har tidligere været på 650.000 kvadratmeter, men en del er solgt fra. Huset har tidligere (tro det eller ej) været betydeligt større… selv om man næppe tror det muligt.

 Winchester Mystery house var i en periode på 7 etager, men i dag er det 4 etager højt på de højeste steder. Det har i dag omkring 160 værelser…. Deraf er der 40 soveværelser, og 2 balsale…. Der er 47 pejse, 17 skorstene, (og rester af yderligere 2), der er ikke mindre end 1257 vinduer med 10.000 ruder. Der er 467 indvendige døråbninger, og totalt 950 døre i huset, ikke inkluderet skabsdøre. Der er 5 eller 6 køkkener, 52 ovenlysvinduer, 40 trapper, og det kræver 76.000 liter maling at male huset. Der males konstant, når malerne er færdige med det hele, starter de forfra igen med det samme.

Der er 2 kældre og 3 fungerende elevatorer. Det er mildest talt ikke almindeligt i huse fra den tidsperiode. I det hele taget er der mange finesser i huset, som har vakt opsigt, og kostet mange mange penge dengang. Ting som dampvarme, moderne indendørs toiletter og rørføring, der var gaslygter der blev aktiveret ved et tryk på en kontakt, varmvandsbruser indendørs, og som før nævnt elevatorer. Før elevatorerne blev tilgængelige (husk byggetiden er 38 år), byggede man lavtrins trapper, trapper hvor hvert trin kun var nogle få centimeter høje, det krævede så til gengæld at der var mange af dem. Det var en nødvendighed for at Sarah Winchester kunne komme fra etage til etage, da hun begyndte at blive plaget af gigt.

Sarah Winchester har desuden gjort en del ud af at huske at huset er bygget til ånderne. Hun har mange steder rundt i huset fået indflettet tallet 13, som hun så som et lykketal, og spindelvævsmotiver ses også mange steder.
Som eksempel kan nævnes en meget dyr importeret lysekrone til 12 lys, den blev ombygget til at være til 13 lys. Knagerækkerne består konsekvent af 13 knager med spindelvævsmotiv. Der findes i huset meget dyre speciallavede vinduer, lavet hos Tiffany. I disse vinduer er der 13 farvede ædelsten. Et af træerne i haven er figurklippet, selvfølgelig som tallet 13.
Der findes en stor klokke på ejendommen, og hver gang det er fredag den 13, slår denne klokke 13 slag til ære for Sarah Winchester.

Huset blev bygget for at holde ånderne væk fra Sarah Winchester, men hun hævdede at det spøgte i huset, og det er blevet bekræftet af mange mange mennesker siden. En lille ting omkring det, er skorstenene. Dengang mente man nemlig at ånder kom ind og ud af husene, gennem skorstenene. Det menes at det er grunden til at der har været mindst 19 skorstene på huset, nemlig for at ånderne uden besvær skulle kunne komme ud og ind af huset.

Som det fremgår er det et højst mærkværdigt hus, med en meget mærkværdig historie. Der foregår mange paranormale fænomener i huset, og TAPS (The Atlantic Paranormal Society), har været på undersøgelse der. Klip fra dette kan findes på Youtube. Skulle vejen falde forbi er det et meget spændende sted, der kan anbefales, og absolut er et besøg værd. Husk dog at tage en guidet tur, ellers er det ikke sikkert man lige finder ud igen.