Poveglia øen - Verdens uhyggeligste sted?
Skrevet af Empyrium d. 30. november 2010 19:24
I bugten uden for Venedig i Italien, ligger en lille ø ved navn Poveglia. Øen er ikke særlig stor, og den er delt i to af en lille kanal. Ved første øjekast ser øen temmelig idyllisk ud. Den ene del er grønt område. Omkranset af et dige af kampesten, og dækket af græs, buskads og mindre træer. Som øen ligger smukt i bugtens blå vand, badet i solens stråler, kunne denne del af øen være et smukt udflugtsmål for en picnic.
Går man over den smukke buede træbro – i typisk italiensk stil – kommer man over på den anden del af øen. Denne del er omkranset af en kajkant, der gør det let at lægge til når man kommer i skib eller båd. På denne del af øen ligger også øens bygninger. Det er ikke mange, store, og prangende bygninger, men en lille enklave af smukke klassiske bygninger. Først i øjnene springer det smukke klokketårn, der – næsten som et eventyrtårn – troner over øen. Enkelte fugle kredser rundt i nærheden, solens gyldne stråler lyner i det blå vand, og der høres kun lyden af vandets klukken mod bådskroget. Alt i alt en idyllisk scene, et perfekt lærred for en dejlig og hyggelig picnic.
Men lad dig ikke narre…. Poveglia er IKKE hvad den giver sig ud for, på en dejlig sommerdag i solens varme skin. Poveglia er et uhyggeligt sted. Poveglia er sandsynligvis DET mest uhyggelige sted – på jorden. Poveglia kaldes også dødens ø, eller rædslernes ø. På Poveglia har der udspillet sig scener så rædselsfulde, så forfærdelige, så hjerteflående isnende uhyggelige, at den menneskelige fantasi ikke er tilstrækkelig til at forestille sig det.
Det første vi ved om Poveglia stammer fra skrifter, fra det Herrens år 421. da flygtede folk fra Este klanen og byen og kommunen Padova, fra den barbariske invasion, til Poveglia. Man ved, at fra det 9 århundrede steg Poveglia både i vigtighed og i befolkning. Derfor kom øen under administration af en såkaldt Podestrá, en magistrat eller administrator.
I 1379 blev Venedig angrebet af flåden fra Genova, og derfor besluttede man at rømme Poveglia for mennesker, og bygge et forsvarsværk til beskyttelse af Venedig. Forsvarsværket blev bygget, og på grund af sin form, kaldet Oktagonen. Det kan stadig ses i dag. I de følgende århundreder lå Poveglia øde hen, indtil La Doge (en slags hertug) i 1527 tilbød Poveglia til Camaldolese munkene, som er en gren af Benediktinermunkene. De takkede imidlertid nej, og i 1661 blev efterkommerne af de oprindelige beboere tilbudt, at rekonstruere landsbyen deres forfædre havde på Poveglia, men de takkede også pænt nej.
I 1777 faldt Poveglia under Magistrato alla Sanitá som var den offentlige sundhedskommision. De brugte Poveglia som checkpoint for alle varer – og mennesker – som ankom til, og forlod Venedig med skib. I 1793 fandtes adskellige tilfælde af pest ombord på 2 skibe som ankom til øen, og derfor blev øen anvendt til karantænestation. Denne funktion blev gjort permanent af Napoleon i 1805, og han fik samtidig kirken revet ned, og tårnet ombygget til fyrtårn. Karantænestation lukkede i 1822, men blev igen anvendt i starten af det 20 århundrede, hvor man i 1922 begyndte at anvende bygningerne som sindssygehospital. Det varede indtil 1968 hvor det blev lukket, og efter en kort periode hvor man forsøgte sig med landbrug på øen, blev Poveglia endelig forladt. Poveglia ligger nu under administration af den italienske regering.
Dette var en hurtig gennemgang af Poveglias historie, indtil nu. Men hvor er rædslerne tænker du sikkert nu? Hvad er det der gør Poveglia til det uhyggelige sted det er? Det er de ting jeg ikke har fortalt endnu…. De ting der skete ind i mellem. De ting der skete i 1576, da Poveglia lå øde hen. Og da byldepesten ramte Venedig…
For det skete nemlig i 1576 at byldepesten ramte Venedig. Selv om byldepesten var den eneste af de tre middelalderlige pesttyper man kunne overleve, (blodpest og lungepest havde begge 100 % dødelighed), døde mange mennesker i Venedig. Rigtig mange. Det begynder i sagens natur at blive et stort problem. For det første dør jo også mange af de mennesker der skulle tage sig af de døde, og alene antallet af døde, gjorde det til at stort problem. Stanken begyndte at brede sig da man ikke kunne håndtere den store mængde lig, og man var nødt til at finde på noget drastisk. Ude i bugten lå Poveglia. Meget belejligt, og endda ubeboet. Man begyndte at fragte ligene derud, og dels begrave dem i store åbne massegrave, og dels brænde dem på kæmpestore ligbål. Der var selvfølgelig ingen der var interesserede i at blive smittet med pest, og derfor tog man sig ikke tid til at smide jord på de lig man smed i massegravene, der boede jo alligevel ikke nogen på øen. Senere menes det at mange af ligene simpelthen blev smidt i vandet eller på bredden, ude ved øen.
Efterhånden som pesten blev værre og flere og flere døde, blev man mere og mere rædselsslagne. Befolkningen var hysterisk, og det resulterede i ganske forfærdelige scener. Mennesker der viste de mindste tegn på at være smittet med pest, blev fjernet fra deres hus. Deres hjerteskærende skrig kunne høres langt væk, da de brutalt blev tvangsfjernet. Mænd, kvinder, børn og babyer. Hvad man gjorde med dem er det mest forfærdelige… man fragtede dem ud til Poveglia, og smed dem ned i massegravene, ned til pestlig i forskellige grader af forrådnelse. Der lå de – levende – og der døde de. Man mener at op imod 160.000 mennesker – døde som levende – blev bortskaffet på Poveglia i årene under pesten.
Sammenblandet med mudderet på øen har asken fra de mange, mange lig der blev brændt, dannet et fedtet lag aske på øen. Det har i årenes løb tørret ind, og øen er nu dækket af et fint lag støv, der hvirvler rundt når det blæser. Mange mener at dette støv stadig indeholder aske fra de brændte pestofre. Det menes også at så mange lig blev bortskaffet på den lille ø, at en del af selve øens grundkerne i dag, indeholder lag af menneskelige rester. Desuden undgår fiskere at fiske for tæt på øen, da det siges at de stadig risikerer at få ligdele i nettet. Man må gå ud fra at det drejer sig om knogler.
Det siger sig selv at med de rædsler der foregik på øen under pesten, må der være ganske forfærdelige energier på Poveglia. Så mange lig, så mange døde mennesker, og de levende mennesker der døde under så horrible forhold som dem der blev smidt i massegravene.
Derfor kan det ikke komme bag på nogen, at kort efter sindssygehospitalet var åbnet i 1922, begyndte der at dukke historier op fra patienterne, om at de kunne se spøgelserne fra de mange pestofre der fandt deres sidste hvilested på Poveglia, samt at de hørte klagen og hvisken. Imidlertid tog man ikke disse historier alvorligt, da patienterne jo i sagens natur, var diagnosticerede med sindssyge af forskellige typer.
Der begyndte at flyve rygter og historier om en læge der var ansat på sindssygehospitalet. Denne læge havde det mål at få gjort sit navn udødeligt, og det ville han gøre ved at finde ud af, nøjagtig hvad der var skyld i patienternes sindssygdomme. Derfor indledte han en hel række forsøg, der nærmest havde form af tortur. Bl.a. udførte han masser af såkaldte hvide snit (lobotomier), med et simpelt håndbor, eller med hammer og mejsel.
På et tidspunkt skete der et eller andet for denne læge. Nogle mener at han selv begyndte at se pestofrenes spøgelser, andre mener at han selv blev sindssyg, men i hvert fald forsøgte han at tage sit eget liv, ved at springe ud fra klokketårnet. Han overlevede imidlertid, og det siges at en sygeplejerske så ham ligge på jorden – stadig levende – og at han pludselig blev omsluttet af en tåge der steg op fra jorden, og kvalte ham. Denne historie med lægen og hans selvmordsforsøg/død kan ikke bekræftes, og nogle mener derfor at det blot er en god historie.
Poveglia ligger som sagt øde hen nu, og den er ikke åben for turister eller andre besøgende. De lokale fra fastlandet vil for størstedelens vedkommende ikke sejle ud til øen, uanset om det var lovligt. De holder sig væk fra dødens ø, som den kaldes lokalt. Ind i mellem er der jo alligevel nogen der vil ud til øen, sikkert for at søge spænding, og for nogle er det lykkedes at komme uset dertil. Dem man har talt med efterfølgende siger enstemmigt at de aldrig vil derud igen. De fortæller om at de rent faktisk har trådt rundt i aske, de har hørt skrig der går gennem marv og ben, de har set skygger bevæge sig omkring, og de overvældes af en følelse af håbløshed, sorg og en overvældende trang til at flygte fra stedet. Fiskere har fra bugten meldt om underlige lys på øen, som man ikke ved hvor stammer fra, og de der har været i land på øen, fortæller samstemmende om en følelse af intens ondskab. En person der bevægede sig ind på det forladte hospital hørte en høj og klar stemme sige: Forsvind omgående og kom ikke tilbage….
For ikke længe siden havde en familie søgt om tilladelse til at tage ud til øen, med håbet om at kunne købe den billigt. De havde fået tilladelsen og var taget derud, men allerede den første nat kom de skrækslagne tilbage, men ville ikke tale om hvad der fik dem til at flygte. Det eneste man umiddelbart kunne finde ud af, var at datterens ansigt var flænget af et eller andet, og måtte sys med 20 sting.
Poveglia øen er et sted der har oplevet rædsler der er ubærlige, rædsler der overgår menneskelig fantasi, rædsler som man ikke kan fatte. Derfor kan det ikke undre at Poveglia bliver klassificeret som et af denne verdens mest uhyggelige steder, og ligger helt oppe i toppen på listen over verdens mest hjemsøgte steder. Dermed ligger Poveglia også helt oppe i toppen, af enhver ghost hunters drømmeundersøgelser.