Antal indlæg: 1857 Bopæl: Mern, Totemhuset Tilmeldt: 19.02.06
Lagt på d. 03. maj 2006 12:24:27
Mobning i folkeskolen var meget udbredt da jeg var barn.
Som den mindste og yngste i klassen, eneste med briller, rødt hår og genert blev det til en del.
Jeg har ikke mødt nogle af dem der mobbede mig, efter jeg gik ud af skolen, men har læst at dem der mobber ofte senere i livet får dårlig samvittighed over det.
Men hvad mener I, hvem fylder det mest for når man er blevet voksen: mobberen eller ofret
Er du dig; eller er du inden i
Redigeret af Johnnyk d. 03. maj 2006 12:25:23
Antal indlæg: 2446 Bopæl: Himmerland Tilmeldt: 21.02.06
Lagt på d. 03. maj 2006 13:54:57
Mange gange tror jeg slet ikke mobningen er så slem ment. Den rammer bare meget hårdere end det var meningen. Det er selvfølgelig ikke altid det er sådan. Men ofte tror jeg det er på den måde, og så vil det ikke være noget der påvirker mobberne senere hen, for de ved slet ikke hvor meget fortræd de har gjort.
Antal indlæg: 2446 Bopæl: Himmerland Tilmeldt: 21.02.06
Lagt på d. 05. maj 2006 08:54:49
Min mor sagde altid til mig, at jeg bare skulle lade som ingenting, så holdt de op. Men jeg var jo et taknemmeligt offer på den måde. Lod som ingenting, sladrede ikke, og råbte ikke op. Jeg fandt mig bare i det. Det blev en del af min dagligdag. Jeg var ikke som de andre, jeg befandt mig bedst i mit eget selvskab og knyttede ingen tætte bånd i skoletiden.
Da jeg selv fik børn og de kom i skole sagde jeg til dem, at de ikke skulle finde sig i noget fra nogen. Blev de drillet skulle de bare slå fra sig. Jeg tror ikke på, at man skal finde sig i at blive drillet. For finder man sig i det, så gør det jo ikke noget. Jeg tror bestemt ikke, at de børn der drillede mig, vidste hvor hårdt deres ord ramte. Jeg lukkede mig inde, græd aldrig og viste ingen mine følelser. Så hvordan skulle nogen kunne vide hvor ondt det gjorde. Jeg tror ikke på, at de børn var onde, de vidste bare ikke bedre. Jeg bærer derfor ikke nag, og er ikke interesseret i at konfrontere nogen med noget. Men følelsen af svigt og ensomhed sidder dybt i mig. Følelsen af ikke at være så meget værd som de andre. Der er mange grimme følelser der bliver hængende for, er jeg bange for, resten af livet.
Dog må jeg sige, at da der var klassefest, sådan en 25 år efter-ting, ville jeg ikke med. Skoletiden står for mig som et helvede som jeg ikke var interesseret i at få genopfrisket.
-mai
mai_lindhart skrev Dog må jeg sige, at da der var klassefest, sådan en 25 år efter-ting, ville jeg ikke med. Skoletiden står for mig som et helvede som jeg ikke var interesseret i at få genopfrisket.
Jeg er også en af dem, som har været udsat for mobning, selvom jeg kan se, når jeg ser på, hvordan mobning foregår i dag, at det vel må høre ind i kategorien "mild mobning", hvis en sådan findes. Men det var i og for sig slemt nok for mig, medens det stod på, og jeg husker heller ikke skoletiden for ret meget godt. Men jeg har nok altid været lidt sær, for jeg har alligevel, selvom jeg blev holdt udenfor fællesskabet, haft veninder. En meget tæt veninde gennem hele barndommen, som jeg mistede, da jeg overlevede den brand, hvor hun omkom som 17-årig og en anden, som jeg lærte at kende et par år forinden, og som jeg kom tæt på, da vi begyndte på Handelsskolen halvandet år før den anden veninde døde. Hun og jeg har holdt sammen lige siden og kender vel hinanden bedre end de fleste. Vi har nu været hinandens bedste venner i 31 år, og det er skønt. Og selvom hun hørte til blandt de populære, som min værste plageånd også ville omgås, så blev vi venner.
Skoletiden var slem. Jeg var som lille alt for dygtig. Det var i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, og dengang skulle man absolut ikke gøre sig heldigt bemærket på karaktererne. I de små klasser kunne jeg alting, når jeg blot havde hørt det en enkelt gang. Min plageånd mistede sin mor tidligt, og jeg var nok et nemt offer for hendes sorg. Tror ikke, hun endnu er klar over, at det var hendes egen afmagt, som fik hende til at falde over mig. Men jeg var et nemt offer. Dels var jeg lidt vel småbuttet, dels var mine forældre skilt, hvilket ikke var velset i en lille provinsby dengang og værst af alt havde jeg et navn, som ikke er så sædvanligt i Danmark.
Min navn udtales ikke, som det staves. Det er færøsk, selvom det findes i mange andre lande også, men MIT navn er færøsk, og den rigtige udtale heraf kan jeg ikke få danskere til at komme med, derfor har vi fordansket det, så det næsten udtales som det engelske Mary og så med et "ta" bagefter. Det betød noget for mig som barn - og gør det vel egentlig fortsat - at folk forsøger at sige mit navn, som jeg selv gør det, og som barn sagde jeg altid, når vi fik en ny lærer: "jeg hedder altså Marita (næsten udtalt som Mary-ta). Det var midlet, med hvilket min plageånd kunne ramme mig, for hun kunne ikke, i hvert fald ikke udadtil, så hun kunne mærke det, ramme mig med noget af hendes "svinen til og holden uden for". Og det var et helvede. Jeg kan ikke beskrive, hvor ubehageligt det var og hvor mange gange jeg har følt mig trådt på af hende. Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre.
Derfor var jeg da også en smule betænksom, da vi i 2000 skulle mødes, os som endnu var i live af den flok, der gik ud af tredje real i 1975. Nogle af os havde fulgtes alle 10 skoleår, blandt andet min plageånd og jeg.
Men jeg ville med, for jeg vidste, at jeg formentlig var nødt til at se plageånden i øjnene for at komme videre. I 2000 var jeg karrierekvinde om en hals. Godt job, høj stilling, dyrt tøj, dyre vaner, var vant til at færdes blandt diplomater og andet godtfolk og havde rejst mange steder i verden, set mange ting i forbindelse med jobbet. Og jeg indrømmer blankt: jeg tog den maske på, da vi ankom. Heldigvis var Joan med.
Der skete noget helt usædvanligt (for mig) til den sammenkomst. Mange af de, der dengang i skoletiden havde været de smarte og populære, sad for sig selv og surmulede, medens resten af de populære og andet godtfolk flokkedes omkring det bord, hvor Joan og jeg slog os ned, og det var mig, de talte med! Det var VILDT mærkeligt. Selvfølgelig talte de også med Joan, men jeg kunne mærke, at mange af dem søgte mit selskab, det var underligt og lidt dejligt. Mest fordi nogle af dem, hvis selskab jeg som barn så mange gange havde forsøgt at blive en del af, tydeligt viste mig, at jeg var et menneske, som måske også havde noget at give, noget at bidrage med.
Min plageånd derimod, hende som jeg havde gruet for at møde, hun er en stakkel, som er syg af schlerose, og som desværre ikke har flyttet sig en meter. Tænk en gang. Vi var på det tidspunkt et par og fyrre år. Og hun kørte videre i nøjagtig samme spor med de samme dumme udsagn om og til mig, som da vi var børn.
Og det samme gentog sig året efter, da vi for første gang mødtes alle vi, som var startet sammen i første klasse 35 år tidligere.
Så om det at se sine plageånder i øjnene vil jeg sige: hvis I får mulighed for det og overhovedet kan overskue det, så gør det. For det skulle ikke undre mig, hvis I får samme oplevelse som jeg: at I er vokset, og at det ikke betyder et hak længere, og at I netop er blevet de stærke mennesker, I er, fordi I har den fortid, I har.
Antal indlæg: 1323 Bopæl: Hjortshøj Tilmeldt: 19.02.06
Lagt på d. 05. maj 2006 15:21:01
I vores klasse - min årgang, havde vi også mobning. Det var pigerne mod drengene. Vi var 16 piger og der var kun 4 drenge ... og de gjorde ALT, hvad vi bad dem om - og mere til. De stjal slik og sodavand til os i butikkerne og meget andet .... Ganske skrækkeligt, når jeg tænker over det den dag i dag ... Der var også intern mobning tøserne imellem, men ikke noget slemt som sådan. Jeg blev udsat for drillerier med mit overbid, andre på grund af deres tynde ben, andre igen på grund af deres hår - men det var småting. Den dag i dag tænker ingen af os særlig meget over det, for vi var kvikke til at slå ned på hinanden, hvis det blev "for meget". Hvis hende med de tynde ben blev drillet for meget, tog vi andre hånd og hende og beskyttede hende ... Vi var generelt meget beskyttende overfor hinanden. Måske er det fordi at hele vores klasse var sammenstykket som den var, alles forældre (på nær 2 tilkaldte's) var alkoholikere i større eller mindre grad. hvor en eller begge forældre drak, og alle vidste, hvordan det var... Meget af det sammenhold man manglede i familien, fik man i klassen ..... Og drillerierne med drengene varede måske et års tid ....(de blev jo også større og kunne svare for sig)
Knus, Nuunu
Redigeret af Nuunu d. 05. maj 2006 15:24:00
Py-ha....stærk læsning. Jeg får for første gang lyst at melde mig til alle de invitationer til jubilæ'er der dumper ind regelmæssigt, selvom jeg gør en del for 'at slette mine spor' - og er efterhånden mester i 'lamme undslyldninger' for ikke at deltage.
Min egen historie: jeg er ikke blevet moppet, men jeg har aldrig 'følt mig hjemme' (førend på gymnasiet). Jeg husker ikke skoletiden som specielt l'ykkelig'....og har derfor ikke haft lyst til at mødes med klassekammerater igen.
Spring til debat:
Besøgende
Gæster online: 2
Ingen brugere online
Antal brugere: 40 Ikke aktiverede brugere: 0 Nyeste bruger: Jona
Klokken
Replikboks
Du er nødt til at logge på for at skrive en replik.
Marita 18. maj 2024 11:19 Peter, du er ikke alene. Men der er ikke meget at gøre ved det. Angående lukker og slukker: jeg er her endnu.
Peter 25. april 2024 18:53 Ok, sidste mand m/k lukker og slukker. Undskyld jeg forstyrrede.
Peter 15. april 2024 21:59 Jeg er her endnu, og jeg savner de gode gamle fora. Facebook er en phis i en hornlygte, og jeg fatter ikke, at jeg er den eneste der kan se det!
Indhold: alle rettigheder forbeholdt navngivne forfatter eller Astro-Numerology.dk (Marita Kristensen). Ingen tekster må anvendes kommercielt uden forudgående, skriftlig tilladelse fra forfatteren.
Meget af det sammenhold man manglede i familien, fik man i klassen ..... Og drillerierne med drengene varede måske et års tid ....(de blev jo også større og kunne svare for sig)
