Af Empyrium
En fiktiv novelle jeg har skrevet, om den ulykkelige kærlighed, om at blive droppet af den man elsker....
Den havde været der hele dagen…. Jeg mærkede den allerede kort efter jeg vågnede. Først troede jeg bare det var fordi jeg trængte til morgenmad, men den blev ved med at være der…. Den borede i maven. Fornemmelsen, den mærkelige, ubeskrivelige fornemmelse. En sær knugende fornemmelse, som havde en ånd taget fat om mine tarme, og klemte dem blidt men konstant.
Samtidigt føltes det som om mine lunger i nattens løb var blevet udstyret med en skillevæg, der nedsatte lungekapaciteten. Det føltes som kunne jeg ikke trække vejret dybt, som jeg plejer. Således udstyret med både ånd og skillevæg, begav jeg mig på arbejde i morges. Jeg havde på fornemmelsen at noget var ved at ske, jeg frygtede næsten at møde op på arbejdet, stadigt lurende på DET, DET der uundgåeligt måtte ske på et tidspunkt, og som havde iværksat denne følelsesmæssige advarsel i mit mellemgulv.
Således var dagen gået på jobbet, lurende på alt, men….intet…. Intet var sket, og det var snart fyraften. Jeg havde prøvet at presse fornemmelsen væk, ved at drikke betydeligt mere kaffe end normalt, og ved at indtage en frugtmængde der måtte imponere selv dyrepasserne i Zoologisk Haves abebure… Men den lod sig ikke presse væk, den var der endnu. Som en lille mare der sad gemt i min mave, og med et ondskabsfuldt grin hånede mig for alle mine krumspring for at blive den kvit…
Nu var det snart fyraften. Jeg spekulerede på hvordan resten af dagen skulle forløbe. Jeg besluttede at spadsere hjem. Jeg ville ikke løbe risikoen ved at tage bussen hjem, med sådan en advarselslampe snurrende i maven. Jeg var nødt til at skulle ned og hæve penge i automaten på torvet, og så handle lidt ind i supermarkedet. En dag der burde være totalt begivenhedsløs. En dag som så mange andre. Men i dag var jeg i tvivl. For den var der stadig, følelsen i maven, fornemmelsen, og den var blevet stærkere….
Jeg kunne ikke finde koncentration til de sidste minutters arbejdsdag. Sad bare og kiggede ud af vinduet. Det var allerede dunkelt, det var overskyet, blæsten peb, og det småregnede… Efteråret var allerede kommet. Det fik fornemmelsen til at virke stærkere, det var det perfekte lærred for en dramatisk begivenhed, trist melankolsk vejr… Pludselig var klokken løbet fra mig, og det havde været fyraften i 12 minutter allerede….. Jeg sukkede dybt og rejste mig. Slugte den sidste tår halvkolde kaffe, tog imod udfordringen, og begav mig ud på den farefulde færd, som når jeg tænkte efter, slet ikke burde forekomme farefuld… Hvis ikke det lige var for den der lurende fornemmelse…..
Mens jeg gik mod torvet og skuttede mig i den kolde blæst, overvejede jeg om det nu også var den rigtige beslutning at gå, frem for at tage bussen. Var det hele i grunden ikke noget pjat… Var det mon ikke bare en spirende maveforkølelse eller influenza? Hvad var der at være bange for? Hvad skulle en fornemmelse kunne gøre mig i bussen, en fornemmelse…. Jeg grinte nærmest ad mig selv for at hoppe på den, mens jeg samtidigt bandede ad mig selv, for ikke at tage bussen… Men jeg vidste det godt…. Jeg vidste udmærket godt at det var et forsøg på selvbedrageri, det var hverken maveforkølelse eller influenza, hverken pest eller kolera…. Jeg har sgu været syg før, jeg ved hvordan det føles… Og det er ikke sådan her….
Mens en regndråbe fandt vej ned ad min nakke under kraven, fulgte et kuldegys af dimensioner med, det løb mig koldt ned ad ryggen, så jeg rystede….. Hvordan fanden kan jeg gå en hel dag og være så nervøs for hvad der skal ske, når jeg i bund og grund ikke aner om der sker mere end de sædvanlige dagligdags trivialiteter. Hvad sker der? Hvorfor har jeg det sådan….. Den lille mare i min mave grinede og hånede mig om muligt endnu mere… Således, efterhånden påvirket af de indre dæmoners magtkamp, fortsatte jeg til supermarkedet, efter at have hævet penge. Der skulle købes ind til aftensmad og madpakke, ingen vej udenom, dæmoner eller ej, mare eller ej, tingene skal ordnes.
Med denne nyerhvervede, om end skrøbelige beslutsomhed som ballast, foretog jeg nærmest et stormløb på supermarkedet, fik mine varer samlet sammen og betalt, med en fart der ville have gjort Ben Johnson grøn af misundelse…. Og så endda uden doping…. Hjemturen fra supermarkedet husker jeg ikke i detaljer…. Den foregik nærmest i en blanding af hurtigt trav og galop, så vidt jeg husker uden at nogle ualmindelige begivenheder indtraf…
Da jeg nåede hjem var det blevet helt mørkt, og regnen stod ned i stænger….Jeg var gennemblødt… Jeg gennemgik det sædvanlige ritual jeg altid foretager mig, når jeg kommer hjem fra arbejdet om efteråret…. Det våde tøj af… varerne på plads i køleskabet…. Sætte kaffe over, og så i et varmt brusebad. Når badet er vel overstået, venter den dejlige varme kaffe…. Jeg drak den grådigt, mens jeg gjorde klar til at starte på aftensmaden…
Imens spekulerede jeg på fornemmelsen. Jeg havde troet den var væk, men den lille mare kan åbenbart ikke lide vand, for da badet var overstået, kom den igen. Nu endnu mere rasende over at have tabt et enkelt slag i krigen, og endnu mere opsat på at martre mig…. Nu så jeg snart enden på dagen, et lille smil dukkede op på mine læber ved tanken om at jeg snart kunne lægge mig i min seng, uden at noget var sket…. Så kunne den lille mare lære det, en hel dags arbejde spildt… ”Tag dén, din lille djævel”, tænkte jeg – overmodigt….
Således opløftet af min formodede snarlige sejr, tændte jeg for komfuret, satte stegepanden på, og hældte olie på. Jeg havde kun lige lagt 2 stykker dybfrosset nordsøtorsk på panden, og sat en gryde grøntsager over, da telefonen ringede…
”Hej, det er Anne…” lød det i røret. ”Hej Prinsesse” sagde jeg, ”Hvordan går det?” glad og lykkelig for at høre fra min elskede på denne mærkelige dag. ”Godt” sagde hun kort, ”Men jeg har noget jeg er nødt til at fortælle dig…” I DÈT øjeblik tænkte jeg på fornemmelsen igen, i DÈT øjeblik snurrede det hurtigere rundt i maven, med ét var den lille djævelske mare gået fra at håne mig, til at gennemtampe mig…. Jeg fornemmede pludselig at dette var sandhedens time, at det var dette øjeblik der var arbejdet hen mod hele dagen… Skulle den forbandede mare alligevel vinde over mig?….
”Hvad er det du vil fortælle mig, Anne? ” Jeg rystede allerede, jeg var bange, jeg var nervøs… Der var noget i hendes stemme der havde lydt for alvorligt, til at det blot kunne være en aflysning af biografturen i morgen…. Der lå mere bag, frygtede jeg… ”Jeg er nødt til at fortælle dig at jeg har mødt en anden, det er den store kærlighed for os begge, og jeg kan ikke se dig mere….”
Alting eksploderede…. Den lille forbandede mare dukkede op foran mig, som et stort modbydeligt, skraldgrinende monster… Min mave blev nu knust af en umenneskelig kraft, mine lunger var reduceret til fingerbøl størrelse, jeg hev efter vejret, hele stuen drejede rundt i en sindssyg dødedans, jeg var svimmel, jeg havde ondt i maven, alt snurrede, alt larmede, mærkelige lyde kom over mine læber, underlige lyde jeg ikke kunne tolke kom ud af telefonrøret, det lød som tale men jeg kunne ikke opfatte ordene, alt snurrede hurtigere, larmen blev smertende høj, alt blev sort og hvidt, og så…. Så blev alt sort….
Jeg lå på gulvet…. Telefonrøret lå ved siden af, og duttede sin monotone optaget melodi…. Jeg var mørbanket, jeg havde næseblod, mine øjne sved, jeg havde en dårlig smag i munden, jeg måtte ud i frisk luft…..Jeg husker ikke meget… Pludselig så jeg op på den sorte himmel, og jeg så tusind smukke stjerner…. Huskede hvordan jeg havde set på stjerner med min elskede…. Mine øjne løb igen i vand, jeg faldt på knæ, jeg skreg min smerte ud af mine lungers fulde kraft…..Men det hjalp intet… Jeg gik… Jeg gik bare væk… Imod mig kom en brandbil med udrykning, jeg ville bare væk….
Det var blevet næsten vindstille, det var ikke længere overskyet, men det var koldt…. Det næste jeg husker er at jeg går hen ad en landevej…. Jeg frøs…. Jeg så hendes uendelig smukke ansigt for mig, og igen løb tårerne mens jeg desperat skreg min smerte ud i natten….
Jeg erindrer kun brudstykker…. Stod ved en fotobutik, så billeder af glade brudepar, faldt på knæ, grædende…. Var ved at blive ramt af en bil, da jeg pludselig befandt mig på hovedgaden nede i byen – gående på midterstriben…. Stod lænet op ad en lygtepæl og kastede op, mens jeg højlydt græd ind i mellem…. Hele tiden synes jeg at se hendes guddommeligt smukke portræt mellem stjernerne på himlen…. Men det syntes at smuldre, blive uklart, gå i opløsning…. Min krop lukkede ned, jeg kunne ikke få kontrol, jeg drev af sted som en viljeløs marionet, styret af onde magter… Jeg havde ondt….
Det næste jeg erindrer nogenlunde klart er at jeg pludselig befandt mig på havnen… Det var stadig mørkt, det blæste lidt igen, og det var begyndt at sne…. Jeg stod og så ned i det nattesorte vand…. Jeg frøs, jeg frøs mere end jeg nogensinde før havde gjort…. Tankerne drønede rundt, mit hoved snurrede, jeg så den djævelske mare grine ad mig, jeg så hendes uendeligt smukke ansigt, jeg havde smerter, jeg græd, jeg var træt, mit hjerte gjorde ondt – så frygtelig ondt…. Den eneste lyd jeg kunne høre ud over vinden, var hendes ord: ”…Det er den store kærlighed for os begge…” – ”…Kan ikke se dig mere….” – ”…Kan ikke se dig mere…” – ”….Kan ikke se dig mere…”
Det sidste jeg husker er vandet der lukker sig over mit hoved, jeg husker min engel, den vidunderlige kvinde jeg ikke kunne få, og jeg husker en sort, vidunderlig stilhed der omgav mig…..
|
