 Af Nuunu
Vi er rigtig mange heroppe, der takker Ekstrabladet for at ”turde, hvor andre tier” og bringe de rædselsvækkende historier frem om vanrøgt af mange grønlandske slædehunde. Det er den store debat heroppe nu – skaber forsider i aviserne, og det grønlandske hjemmestyre er blevet spammet ned med protestmails. Og det er godt! For nu bliver der gjort noget ved det! Endelig!
Jeg husker, da jeg som barn boede i Ilulissat (Jakobshavn). Jeg var omkring 5-6 år gammel. Der havde naboen slædehunde. Jeg måtte ellers ikke gå over til dem, men de var mine ”venner” i en svær barndom præget af alkoholmisbrug m.m. Hver aften gik jeg ud til dem og gav dem mad, og de lærte, at jeg ikke var potentiel føde, men en ”madmaskine”. Til sidst kunne jeg endda gå hen og klappe et par af dem bag ørene, og i den tid, jeg boede deroppe, er det det eneste positive jeg husker fra dengang.
Min far fortalte engang en historie, der gjorde dybt indtryk på mig. Kort før jeg blev født, var mine forældre til en barnedåb. Barnets forældre havde lagt den lille til at sove i soveværelset og der stod vinduet på klem. Der var fest og glade dage i stuen, hvor alle blev beværtet med vin og god mad, glad polka og mange smil. Men forældrene, der afholdt barnedåben var nogen af dem, der vanrøgtede deres hunde....
2 af hundene havde simpelthen gnavet de snore over, som de var bundet fast til og havde lugtet babyen ... Ja, det er frygteligt. Min far var en af dem, der så, hvad der var tilbage – en blå snor og en kyse.... Alle hunde blev efterfølgende aflivet, men det er jo worst-case-scnerario der kan ske ...
Min far fortalte også at man aldrig måtte falde eller snuble oppe i Ilulissat. Mange af hundene var simpelthen så glubske af sult, at de kunne finde på at spise mennesker. Han blev overfaldet af hunde engang, men nåede at rejse sig op og sparke ud efter dem. Kort tid efter flyttede han til Nuuk. Der boede vi rigtig godt indtil jeg skulle flytte med min mor op til Ilulissat. Men ikke mere om det, det ordnede sig altsammen i sidste ende.
Det dumme ved den her debat om de grønlandske slædehunde er nok at det går ud over de mennesker, der rent faktisk behandler deres dyr ordentligt. Og det er der mange der gør. Men andre igen har store problemer med at få hundene fodret, for de lever af fangst, men der er intet at fange, for havisen og den globale opvarmning gør, at man ikke kan tage på isfangst mere. De fangere, som vanrøgter deres hunde har ingen penge overhovedet. Men derfra og så slå hjernen til og tænke at man hellere må få dyret aflivet (og det gøres forøvrigt ganske gratis) er åbenbart meget svær for visse mennesker.
Det der også er tragisk og ulykkeligt er, at hvis de mennesker fortsat behandler den grønlandske slædehund på den forfærdelige måde er jo også at vi som folk kan risikere at miste en enestående ægte og oprindelig del af vores kultur: Slædehunden. Arbejdsredskabet. For det er jo ikke en skødehund eller et kæledyr, men en maskine af kød, blod og muskler. Hvem husker ikke Kronprinsens ”Nanok” der som unghund måtte sendes tilbage til Grønland, for selvom han havde haft den fra hvalp, var den vild, og ville aldrig blive tam, som man kender det fra andre hunde.
Jeg synes at det er godt at der er kommet fokus på de stakkels hunde. Jeg håber så også bare at Landsstyret er mand nok for at gøre noget ved det problem. Mennesker heroppe har igennem tiden “bjæffet” sagte omrking problemet, men når man ser hvor bombastisk, det også kan gøres og at det skaber røre i vores lille andedam, så bliver jeg glad. Glad fordi jeg håber og beder til at man ved oplysning og straf i form af eks. at de aldrig må have dyr mere kan få de andre til at passe bedre på deres dyr.
Grr fra Nuunu |
|
Af Søren Løvendahl
For noget tid siden, under en meditationsstund, kunne jeg fra min søns værelse høre gråspurvene kvidre og trippe rundt på foderbrættet udenfor. Det var en smuk, solrig sommerdag. Himlen var klædt i smuk lyseblå med enkelte hvide uldtotter, der drev stille af sted. Mine tanker drev lige så stille og roligt med, og en forunderlig ro spredte sig i hele kroppen på mig. Små champagnebobler sprudlede i maven på mig, og jeg følte mig lykkelig. Lykkelig over livet, de små krumspring man laver og de ”tilfældigheder” der dukker op, men som der slet ikke er nogen tilfældighed. Jeg føler mig stor og i samhørighed, og kunne samtidig fornemme hvordan mit sind udvidede sig mere og mere. Mit sind er min glorie.
Ser I, det er ikke kun Jesus der havde en glorie, det har vi alle. Store som små, har vi alle en plads i livet og dermed i universet, som vi fylder ud efter bedste evne. Når man opnår en større samhørighed med universet, finder man også ud af, at taknemmelighed fylder lige så meget. Det hele går op i en større enhed. Mit sind strækker sig længere ud. Jeg svæver af sted i taknemmelighedens rus og mærker den universelle kærlighed bruse i mig. Jeg er høj, høj på livet. Så småt finder jeg min vej tilbage i virvaret af skyer, og svæver langsomt tilbage i min krop.
Nu sidder jeg så tilbage i lænestolen på min søns værelse. Med lukkede øjne er jeg ved at finde tilbage til normal sindstilstand, og jeg kan både se og høre gråspurvene på foderbrættet. Jeg kan fornemme deres hurtige hjerteslag og blodet der bruser i deres årer. Nogle af dem skændes over de få lækre korn der er tilbage, men ligeså hurtigt bliver de gode venner igen. Der er mere end en familie på foderbrættet, der er faktisk så mange på det lille bræt, at der faktisk ikke er plads. Men alligevel er de som en stor familie, hvor der er samhørighed og kærlighed. Der går det op for mig hvor stort livet er, og hvor meget vi alle sammen hører sammen som en stor familie. Jeg kigger på de små gråspurve, der alle har små glorier om deres hoveder. Der triller tårer ned ad mine kinder, og jeg sender en stille tak til universet.
|
|
Af Natasja
Religionsfrihed, har vi det i Danmark? Sådan kunne 500 kroners spørgsmålet lyde i lørdagens ’Hvem vil være millionær’. Teoretisk, så ’Ja’, vi har religionsfrihed
. Når et barn bliver født, skal det anmeldes til sognets kirkekontor. Det gælder for alle. Som kristen kan man kun gisne om, hvordan det som baptist eller muslim, må føles, at møde op – som loven foreskriver – på et kirkekontor. Ved vielser har andre trosamfunds præster/overhoveder kun lov at vie ’med borgerlig myndighed’.
For mig er dette ikke lig med religionsfrihed. Frihed til at dyrke sin religion, uden at blive diskrimineret, får man først den dag man tager beslutningen om at adskille kirke og stat. Feks kunne anmeldelse af et barns fødsel, i stedet være et kommunalt anliggende.
I Sverige har man taget skridtet. Ikke på én gang, med sådan lidt i ryk, for i år 2000 at være nået dertil. Så vi har faktisk allerede et eksempel at skele til, hvis ellers vi var interesseret.
Det som burde få os til at standse op og tage et ’reality-check’- er det katastrofale lave antal kirkegængere, vi har. Cirka 83% af Danmarks indbyggere er medlemmer af folkekirken, men kun mellem 5 og 10% (max) er regelmæssige kirkegængere i de ca 2300 kirker der findes. Det betyder aflyste gudstjenester (messefald) mange steder, men hvor ofte der sker, er der ingen der fører statistik over. Vi har vænnet os til at butikker og forsamlingshus i lokalsamfundet drejer nøglen om ,men når det drejer sig om kirken, ja så har de fleste svært ved acceptere kirken også, kan/må/skal/bør dreje nøglen om pga manglende tilslutning, ingen ’kunder i butikken’ om du vil.
Det eneste, der kan lukke en kirke eller gøre en kirke til lejlighedskirke(ophør af regelmæssige gudstjenester), er sognets beboere, ved ikke at komme dér. Men set i lyset af at der de seneste 200 år kun er nedlagt 3 kirker; det vækker undren: behovet og brugen af kirker er det samme…….?
Hvis nu vi leger med tanken om adskillelse mellem kirke og stat, hvad så? Ville de 83% af Danmarks indbyggere betale, hvis kirken udsendte girokort, sådan som det er tilfældet for medlemskab af enhver anden forening eller organisation. ? For de fleste betyder kirkeskatten mellem 1500-3000 kr. årligt. Man kan kun gisne om hvor mange af de 83% som husker at betale.
Hvordan tallet ville se ud, hvis man først kunne melde sig ind som myndig, dvs som 18årig og man selv skulle foretage en indmelding ved at møde frem på kirkekontoret, kan man også kun gisne om.
”Jamen, jeg vil da gerne være med til at bevare de smukke bygninger, som kirker jo ofte er, så ja, jeg vil fortsætte med at betale”.
Men der ER andre måder at bevare de smukke bygninger på. Og oven i købet bedre måder, hvor mange flere mennesker vil få glæde af dem.
Sælg dem. Lej dem ud. Omdan dem til fitness centre, svømmehaller, kulturhuse, udstilling, restauranter etc. Hvilken yoga tilhænger drømmer ikke om, at det lokale yoga center lå i den forhenværende kirke?(i øvrigt er ca 25 % af landets kirker bygget på et i forvejen ’helligsted’) For slet ikke at tale om, at kirkerne også kunne benyttes af andre trossamfund (som i øvrigt ikke modtager nogen andel af kirkeskatten). De har jo som bekendt ikke særlig meget held med at (få lov til?) finde egnede steder til at bygge moske/tempel/gravsteder mm.
Selvfølgelig vil der være nogle kirker, man bør bevare, de som har et særpræg af en eller anden art, som er af historisk værdi mm. De kunne lægges ind under de danske slotte, som staten (kulturministeriet) i forvejen financierer. Og et antal kirker vil selvfølgelig fortsætte med at være kirker, fordi tilslutningen forefindes.
Jeg mener, at der stadig skal undervises i kristendommen i folkeskolen. Kirken har haft så stor en indflydelse, at vi for at forstå, hvordan vores samfund er opbygget, nødvendigvis må have en vis viden om kristendommen.
Det er vores viden, lærdom om du vil, om kristendommen som jeg i dag sætter spørgsmålstegn ved. I dag (31.august) kan man på tekst tv læse om en gruppe udenlandske unge, som har sat sig for at undersøge danskernes holdninger. Vi er positive og gæstfrie – men når det kommer til religion….så har vi ingen respekt……
Det hed sig i ’gamle dage’ at kristendomsundervisningen i folkeskolen skulle være forkyndende. Det er ændret, så det i dag hedder sig at undervisningen skal være ’oplysende’. Spørgsmålet er hvor ’oplysende’ en undervisning vi har modtaget, og hvorfor vi endnu ikke har krævet skilsmisse mellem kirke og stat, så vi kan få det, vi hele tiden har påberåbt os: religionsfrihed.
|
|
Af Natasja
Nattens tanker:
Jeg sidder her – knap 1 år efter min Far forlod denne verden. Hen af vejen har jeg, som terapi, nedfældet tanker, ikke på papir men i ’word’ og det er blevet til en del sider. Noget af det har I sikkert læst her, og andet viste sig at være for personligt til at lægge ud på nettet.
Jeg synes selv jeg ’er igennem det’, hvad det så end betyder. Jeg har accepteret, han ikke er her mere og jeg er ikke bitter mere. Men sorgen er stadig stor – eller nok rettere: savnet er stort. Jeg savner ham vanvittigt. Og det er jo logik for burhøns: Det bliver længere og længere siden jeg sidst var sammen med ham.
Jeg har helt bevidst undgået at se billeder af ham, jeg tør simpelthen ikke. Jeg har en film liggende, u-fremkaldt, med de sidste billeder jeg har taget af ham. Jeg bryder stadig sammen i gråd, når jeg besøger hans gravsted og jeg skal virkelig tage mig sammen for at aflægge Mor et besøg. Jeg har stadig ikke fundet de rette ord at bruge, når jeg skal fortælle om Far: han er død/jeg har mistet/gik bort/sov ind/gået over…….ingen af talemåderne føles rigtig for mig..….Jeg taler, helt bevidst, i ’nutid’ om Mor og Far så jeg ikke skal forklare noget overfor mennesker, som ikke ved min Far ikke er her mere……
Fornyelig læste jeg et eller andet sted, at det hed: at bære sorg. Når nogen bærer sorg får de typisk ’gode råd’ af omgivelserne. De har brug for nogen til at ’bære sorgen for dem’ og naturligt nok forsøger omgivelserne at hjælpe ved at rådgive: hvad med at prøve at finde nye interesser/anskaffe hund etc. Min Mor bærer sorg. Hun kan ikke få hverdagen til at fungere….efter råd fra omgivelserne har hun forsøgt sig med ’lykkepiller’ og dernæst psykolog. Begge dele har hun opgivet. Jeg spurgte ind til, hvorfor hun opgav psykologen fordi det lød som om det hjalp, selvom det kun var få gange hun var der.
” Psykologen er jo ret pebret at betale. Jeg har fundet ud af, at det hjælper mig ligeså meget at snakke - med dig - som med psykologen”, var hendes svar………
Fuldstændig uvidende(og uforstående desværre) om, at jeg ikke orker at rumme hendes sorg samtidig med min egen…….Jeg nænner ikke at sige det direkte: ”Mor, jeg ved godt det er hårdt for dig at miste din mand. Men JEG har også mistet…..min Far. Den sorg, det savn, forsøger jeg at bearbejde, og jeg har ikke overskud til at forholde mig til din sorg, selvom det er den samme person”
Man siger: ’Hvad du ikke dør af, gør dig kun stærkere’. Det synes jeg, er noget ævl. Jeg har været nede og skrabe bunden i den her proces, og jeg er ikke blevet en dyt stærkere. Tværtimod, jeg er blevet svagere – og fattigere. Jeg vidste ikke, hvor meget jeg følelsesmæssigt var knyttet til ham. Det var skræmmende for mig at opleve…..man føler sig faktisk en smule forrådt……Investeringen i følelserne gjorde mig ikke rigere bagefter. De gjorde ondt. Jeg føler ikke, at kendskabet/den nye erfaring med følelser, jeg ikke vidste var så stærke, har gjort mit liv rigere.
En ven sagde til mig, at han synes, at man er heldig, hvis man får en sygdom som kræft, hvor man en tid ved, man skal dø. Dette sat i modsætning til at falde om, af et gigantisk hjerteanfald og dø i samme øjeblik. De som gør det, får ikke sagt ’farvel’ til familie og venner. De får ikke lov at leve ’intenst’ den sidste tid, hvor man ofte ser helt anderledes på livet og ikke tager noget for givet…..
Jeg ved ikke hvorfor, men det var noget der satte mine følelser i kog, det han sagde….Jeg svarede ham at jeg s.. ikke behøvede en kræft-diagnose for ikke at tage noget/de små ting for givet….at jeg lever i nuet….Jeg så min Far dø langsomt og smerterne tiltage de sidste år han levede. Det var på Fars bekostning, at der var ’tid til at sige farvel’ - og den pris var alt, alt, alt for høj…….
Men faktum er, og jeg er ikke meget for at indrømme det: jeg tilbragte mere tid end sædvanligt sammen med Far de sidste år han levede. Om det var fordi, jeg vidste han snart ville dø, er muligt…….men i tiden inden han fik kræft, tilbragte vi - flere gange - uger, under samme tag, og ’fandt sammen’ ligesom da jeg var barn. På engelsk: ’we bonded’, fordi der var tid og mulighed for det. Jeg var bosat i usa, og de besøgte os nogle uger hvert år. Da jeg flyttede tilbage til Dk og han fik diagnosen og ikke kunne så meget mere, ja så var det naturligt for mig at ’overtage’. Det er velkendt, at forældre som har varetaget børnenes opvækst, på et tidspunkt bytter roller: Børnene bliver forældre for forældrene: Da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig kom Far og hængte lamper op i min lejlighed. Da de som 68 og 73 årig skifter bolig, ja så er det mig der hænger lamper op i deres nye hus. Det føltes naturligt…..
Jeg ved godt det lyder som ryg-svømning…..men jeg vil ikke godtage meldingen om ’at få en dødsdom’ kan være/er en gave….selvom jeg godt ved, at hvis man har ’noget uafsluttet, feks et skænderi’ med en som man har mistet, kan være utrolig svær at tackle.
Summa summarum: det at miste Far, har ikke været en erfaring, jeg har kunnet lære noget af, i hvert fald ikke noget positivt – og dermed er det indlysende, at jeg alligevel ’ ikke er igennem tabet…..’. Dog nægter jeg, at være på stadiet ’at bære sorg’. Det har jeg været – nu SAVNER jeg slet og ret.
Natasja
Skrevet af Natasja, indsat af Marita |
|
Af Natasja
Nogle steder føler vi os godt tilpas, andre steder gør vi ikke. Det kan dreje sig om byen vi bor i, gaden vi befinder os på, huset vi bor i, værelset vi opholder os i. Det har alt sammen med feng shui-energi at gøre. Vi behøver ikke være feng shui eksperter, for at kunne fornemme de forskellige energier, vi omgiver os med: om vi føler os godt tilpas eller ej.
Mange anvender ubevidst – intuitivt - feng shui principper, når der indrettes. Et hjem afspejler den eller de personer, der bor i det. Det gælder ikke kun smag, men i høj grad også energi og temperament. Farver, linjer, planter, materialer, lyd, lys og luft er alt sammen med til at påvirke stemningen og kan - harmonisk anvendt - skabe masser af god energi. Det drejer sig ofte ikke om at lave de helt store forandringer for at ændre energien i et rum. Der findes et hav af bøger og internetsider med gode råd og ideer til at skabe et nyt energi flow til omgivelserne.
Et meget væsentligt element i feng shui er renlighed og orden. Ja, det lyder næsten som på tysk: Ordnung muss sein. (De tre ’r’er: Ro, renlighed, regelmæssighed). Undertegnede synes det er undervurderet, hvor stor betydning det har i forhold til, hvor vigtigt det er. Men selvfølgelig - hvem gider gøre rent, når man kan muntre sig med at flytte rundt på møbler og gå ud og købe nyt spændende nips på loppemarkeder? Men faktum er ofte, at en go’ gammeldags skuren og skrubben ofte er det, værelset mangler/tiltrænger. En frisk ren duft i stuen, hvem værdsætter ikke det?
Og rod/uorden? Efter min mening feng shui’s værste fjende. En energi-røver. Hver evig eneste gang du ser bunken på skrivebordet med breve, regninger etc., trækker det energi ud af dig. Undskyldninger har man nok af: æh, jeg har ikke mapper nok til at sætte brevene i, hunden var sløj igår…..Det samme med bunken af gamle aviser, blade og reklamer: jeg glemte (for 4.gang) at få dem med, selvom jeg passerer avis-containeren dagligt!
Det kan ikke siges tydeligt nok: få ryddet op i bunkerne. Køb en stak A-4mapper, og få styr på papirerne. Gør det til en vane at besøge avis-containeren en gang om ugen. Få lagt vasketøjet sammen og læg det i skabet, så snart det er tørt. Etc. Ja, det lyder kedeligt, men prøv at tænke på det med energi-tab, næste gang du ser bunkerne, og overvej om ikke der er noget om snakken.
Og så er der alle tingene, du ikke kan få dig til at smide ud, og som du ikke har brugt i årevis……Tøjet som ikke mere er den rigtige størrelse eller som er blevet umoderne. Køkkenredskaberne……hvad skal du bruge 4 tærteforme til, når du alligevel kun laver en af gangen? Og skuffen med knive, hvor halvdelen er ubrugelige, fordi de er blevet sløve. Og rugbrødsformene? Det er 6 år siden, du sidst bagte et rugbrød. Og alle de halvtomme små krukker i badeværelset, som du ikke har brugt op, fordi du købte nye…… Og det bliver værre endnu : alle de ting du har, som du slet og ret ikke kan lide. Alle de gaver du har modtaget af mennesker du holder af, men som ikke-lige-er-din-stil: giv det væk til mennesker som kan bruge det – ellers smid ud, smid ud, smid ud…..
Og sidst men ikke mindst: stol på Universet giver dig de ting du har brug for, NÅR du får brug for det.
Dårlig hygiejne, uorden og rod er alt sammen noget som dræner en for energi. Gør rent, ryd op, smid ud og du vil få et energi-boost uden lige.
God fornøjelse.
Natasja
Skrevet af Natasja, indsat af Marita |
|
Af Nuunu
Vi kender vel alle lidt eller meget til urter og deres medicinske egenskaber.
Min egen erfaring med urter stammer mest fra Grønland, hvor vi har rosenrod, mosebølle, sortebær (revling), kvaner, timian, grønlandsk post, blåklokke, mælkebøtter, kvaner og andre.
Jeg bruger selv de omtalte urter i mit køkken, enten som krydderier, eller til lettere medicinsk brug.
Jeg bruger dem også til mine egne små hjemmelavede potpourrier, med de blomster og planter, jeg nu kan få heroppe... Sortebær laver jeg saft af – det er så rigt på c-vitamin og har en smuk dybrød/lilla farve, og jeg synes, at det er morsomt, at det kan lade sig gøre at bruge urter i det grønlandske køkken – med de lave temperaturer, vi kan have heroppe.
Men da de fleste af jer næppe er bosiddende i Grønland, vil jeg nøjes med at bringe nogle danske urter i stedet for, samt et par opskrifter til afrunding.m (jeg har blot valgt tilfældigt ud). Alle gengivelser og opskrifter af de danske urter er fra bogen ”Krydderplanter” – en encoklypædi om urter – af Lesley Bremness.
Håber at I får fornøjelse af det.
Morgenfrue (Calendula officinalis)
Tilhører kurvblomstfamilien. Den er bedst kendt for sine farvestrålende blomster i haver. Den kan også bruges kosmetisk og og kogekunst, det er en god farveplante. Den har egenskaber, der gør den lindrende, bakteriedræbende og den er kendt for sin sårhelende evne.
Til dekoration:
Tørrede blomster giver farve og duft til popourrier
I madlavning:
Brug kronbladene som erstatning for safran, det tilføjer maden en let pebret smag, til ris, fiske- og kødsupper, flødeost, yoghurt, smør, omeletter, mælkeretter og blødt brød.
Blad: Drys de unge blade i stuvninger og salater.
Medicinsk:
Blomst: Lav et afkog af kronbladene for at gavne fordøjelsen og brug også afkoget som helene gurglevand. De sårhelende stoffer udtrækkes i sprit eller olier, og kan røres i cremer.
Roser (Rosa species)
I ren velduft overgår intet rosen. Rosenolie er et lægende stof og rosenvand er velegnet til madlavning, Rosenvin blev brygget i Persien og det søde slik, der hedder Turkish Delight fremstilles med rosenvand.
I madlavning:
Blomst: Drys bladene i salat, i kager og desserter og lav likør, sorbet og slik. Hybenfrugter: Bruges til the, vin, likør og syltetøj.
Kosmetik: Brug rosenvand som antiseptisk middel.
Aroma: Tilsæt rosenblade i potpourrier
Martsviol (Viola odorata)
Violfamilien. Den lille forårsbebuder med stærkt duftende blomster har været dyrket længe for dens parfume.
Blomst: Tilsættes i forårsbuketter.
I madlavning:
Blomst: Bruges krystalliseret til dekoration af kager, buddinger og is.
Aroma:
Blomst: Bruges i potpourrier, blomstervand og parfumer.
Medicinsk:
Blomst: tag de friske eller tørrede og lav et afkog eller udtræk dem i sirup som et mildt beroligende middel, der også hjælper mod hoste og bronchitis og beroliger nerver, fjerner hovedpine og søvnløshed.
Rod: Et afkog eller udtræk af den tørrede rod siges at hjælpe mod katar og bronchitis.
Lidt opskrifter:
Lidt godt til grillen:
Ørred med kørvelfyld
50 gram smør
75 gram løg, finthakket
110 gram bløde brødkrummer
75 gram champignoner
Finthakket saft og skal fra 1 citron
1 kop finthakket kørvel
Salt og peber
4 ørreder, eller 1 stor fisk på 1-2 kilo, renset og skyllet
Oliepenslet stanniol
Smelt smør og svits løg til det er gyldent. Bland brødkrummer, champignons, citron og –skal, kørvel og smag det til med salt og peber. Kom fyldet i bugen på hver fisk. Kom en lille klat smør ved og pak dem ind i olieret stanniol. Kan enten steges i ovn ved 180 grader, eller grilles på grillen, til fisken er færdig. (yummi) :-)
Krydderurtefritters
20-30 blade af krydderurter (f.eks. Bibernelleblade, salvie, basilikum eller syre)
Olie til friturestegning
Dej:
110 gram hvedemel
et fingerdrys salt
2 spsk. olivenolie
4 spsk. varmt vand
1 stor æggehvide.
Skyl bladen og tør dem derefter. Tilbered dejen ved at blande mel og salt sammen i en skål. Bland olie og vand i, indtil dejen virker glat og cremt. Lad dejen hvile i ca. 2 timer i køleskab. Pisk æggehviden til den er stiv og vend den varsomt i den kolde dej.
Opvarm olien og brug den først, når en klump dej kan blive sprød og gylden i olien uden at blive brændt på. Dyp bladene i et ad gangen i dejren. Friter flere ad gangen i ca 2-3 min. til de er gyldne. Tag fritterne op med hulske og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Hold dem evt. varme i ovnen til alle fritters er færdige. Server straks. (yummi) :)
Dejen kan også bruges til rejer, der kan tilsættes lidt hakket hvidløg i dejen – eller chili – eller hvad man nu måtte ønske – Fantasien sætter ingen grænser... Rejerne (eller små fiskepinde) laves på samme måde som fritterne ....
God og frisk salat med chili og koriander
2 løg
2 radiser
2 store gulerødder
1 stor tomat – flået – i småstykker
1 lille salathoved, plukket i bidder
1 buket koriander
reven skal fra og –saft fra 1 citron
1-2 chilipebre, finthakket
salt og peber
Riv løg, radiser og gulerødder og kom dem i en stor salatskål. Tilsæt de øvrige indgredienser og bland det godt. Tilsæt ekstra citronsaft efter behag
Planter i husholdningen:
Du kan med fordel bruge urter til effektivt at holde uønskede insekter og mus væk. Urterne har den klare fordel, at de er uskadelige og fri for kemiske gifte.
Myrer:
Kom stilke af polejmynte, rude eller rejnfan på hylder og i skabe for at holde myrer væk. Gnub bladene en gang imellem for at afgive mere duft. Duften slår ikke myrerne ihjel, men hjælper med at holde dem væk.
Fluer:
Der er mange planter, der kan holde fluer væk, f.eks. kan nævnes hyld, lavendel, mynte, bynke, pebermynte, polejmynte, rude og ambra. Brug dem i dekorationer, potpourrier og kranse. Hæng evt. rod af alant omkring vinduer og døre.
Hvepse:
Tørrede blade af Hjortetrøst (Eupatorium Cannabinum) holder hvepse væk.
Snudebiller: Laurbærblade lagt ved mel, ris eller bælgfrugter holder snudebiller væk.
Opskrifter på potpourrier:
Landsbyhave-potpourri
2 dl rosenblade, 1 dl. rosenknopper, 2 dl. lavendel, 1 dl. uægte jasminblomst, 1 dl. geraniumblade, 1 dl nelliker, 1 dl. hestemynteblade, 1 dl. ridderspore, 1 spsk. margueritter, 8 frøhylstre med Jomfru i Det Grønne eller humlekopper, 8 helicrysum, 5 spsk. kalmusrod
Kølende potpourri
(nyttig til at skabe en beroligende atmosfære)
2 dl citronverbena, 2 dl. rosenblade, 1 dl. lavendelblomster, 1 dl. morgenfruekronblade, 1 dl. mjødurter, 1 dl kamilleblomster, 25 gram kvanrod, 4 spsk. violrodspulver
Skovblanding
(Behagelige dufte fra skovturen)
2 dl vilde jordbærblade, 1 dl pinjenåle, ½ dl. violer, ½ dl. rosmarin, ¼ dl. cedertræsspåner, ¼ dl. patchouli, ¼ dl. rosentræ, 2 spsk. violrod, 3 dråber cypress olie, 2 dråber pinjeolie, 25 gram fyrrelav
Fælles for alle potpourrier
Bland dem varsomt i hånden. Dryp noget duftolie på (du bestemmer selv hvilken) og vend blandingen forsigtigt efter hver dråbe. Læg potpourrien i en krukke eller et glas med låg og stil det køligt og mørkt i ca. 6 uger til den er modnet færdig. Læg potpourrien ud i åbne krukker og skåle.
Hav en god sommer
Kærlig hilsen
Nuunu
Skrevet af Nuunu, indsat af Marita. |
|
Af JohnnyK
Der tales meget om engle, mestre og lysets mestre, så meget at man kan overveje, om det, der siges, nu også altid kan være rigtigt. Søges der på nettet med følgende søgeord: engle kontakt, så får man over 400.000 hits. Mange af disse handler om at få kontakt til engle eller en mester af den ene eller anden art.
For mig er engle og mestre sjæle, der har opnået erfaringer/egenskaber, som ikke alle på den anden side har, hvorfor skulle de ellers være mere engle eller mestre end de andre, der er der?
Kunne man forestille sig, at bare nogle af alle disse kontakter til disse højerestående ånder i virkeligheden er en af disses stedfortrædere, eller disciple, eller måske bare en velmenende sjæl, der sætter en passende afsender på for at budskabet bliver modtaget med respekt?
Handler nogle af disse fantastiske kontakter i virkeligheden om, at vi mennesker ikke kan magte at modtage spirituelle budskaber fra den nu afdøde skraldemand Jensen? Er vi blevet så "fine", at der mindst skal en engel eller mester til, før det har nogen vægt? Jeg er bange for at det hænger sådan sammen i nogle tilfælde.
Jeg betvivler ikke de budskaber, der kommer, slet ikke, men for mig betyder det ikke så meget, om det er lysets mester eller hvem afsenderen er, når bare det er sagt i kærlighed.
Efter min mening er det ikke engle og mestres opgave at snakke med alle os almindelige dødelige. Vores spørgsmål til dem er efter min opfattelse nærmest til grin i forhold til deres viden og kunnen. Det er som at spørge Einstein om førsteklasses regneopgaver - han ved nok, hvad det går ud på, men er næppe den rigtige at spørge!
Jeg siger ikke, at mennesker ikke kan få kontakt med engle og mestre og ej heller, at vi skal lade være med at gøre det. Men kan vi se forskel på, om det vitterligt er en engel/mester, eller om det blot er "falsk underskrift" for at please vores forfængelighed? Jeg kan ikke.
Jeg tror, de kære ånder gør det for at råbe os op, men en Svendsen har jo også adgang til de informationer, der er på et plan, som jeg kan forstå.
Lad os lave det tanke eksperiment at eksempelvis Jesus ville komme og sige nogle ord til mig. Hans viden rækker så ufatteligt meget længere end min fatteevne, at hvis jeg skulle kunne forstå budskabet og kunne sætte det ind i en kontekst, kunne han jo overhovedet ikke bruge bare en promille af sin viden, så det ville helt ærligt være spil af tid.
Meningen med at vi er her, er jo ikke, at vi skal vide alverdens hemmeligheder og sammenhænge, for så ville der jo ikke være nogen grund til, at vi var her. Derfor giver ingen mening at sende nogle mestre, der ved en masse, vi alligevel ikke må få at vide.
Som jeg ser det, jo længere væk fra det jordiske liv ånderne kommer, jo sværere har vi ved at forstå de ting, de laver, derfor er det sjæle, der ikke har været så længe i åndeverdenen, der bringer budskaber til os. De andre laver alt muligt andet.
Tænk over om du kun tror på budskaber fra mestre og ærkeengle eller også fra mere "almindelige" sjæle.
Forfattet af: JohnnyK |
|
Af Nuunu
Du har sikkert prøvet at sidde og holde tungen lige i munden mens du ihærdigt forsøger at klippe et smukt og sirligt gækkebrev til en ven, en kæreste eller måske en i din familie.
Det kan være svært, men det er sjovt – specielt når modtageren ikke kan gætte, hvem brevet er fra, for så er der påskeæg til afsenderen af gækkebrevet.
Historien bag gækkebreve
Påsken er tradition for æg og gækkebrev. Traditionen med æggene er en gammel skik, der stammer helt tilbage fra Kristendommens indtog i Europa. Gækkebreve derimod er ikke helt så gamle. Hele ideen med gækkebreve stammer fra de tidligere bindebreve, som var meget almindelige i 1600 tallet. Bindebreve er kendt som de allerældste kærlige hilsner, og skikken stammer fra Tyskland. I bindebrevet lå en lille gåde, en opgave eller en knude. Hvis modtageren ikke kunne løse opgaven eller binde knuden op, så var han eller hun bundet til f.eks. at give et lille gilde.
Tit og ofte var knuden bundet med spindelvævstynd tråd, så den var umulig at få op, gåden eller opgaven kunne være en ordleg, og hvis man ville være helt sikker på modtageren skulle bindes til at give gilde, så tegnede man knuden *gnæk*.
Man kunne blive offer for bindebreve på sin fødselsdag, eller på specielle helligdage.
Man ved i dag ikke helt hvorfor bindebreve blev til gækkebreve, og hvorfor gækkebreve skulle kædes sammen med påskeæg, men et gæt kunne være at man også dengang holdt meget af søde sager ….
Man mener at de første rigtige gækkebreve så dagens lys I 1800 tallet. Siden er de blevet udviklet og har fået stadig flere nuancer, og i dag er et gækkebrev først et rigtigt gækkebrev, når det bade indeholder papirklip, navneprikker og vers.
Når man modtager et gækkebrev er reglen, at man skal gætte afsenderen. Det er selvfølgelig ret nemt, hvis afsenderen hedder f.eks. “Ib”, for navnet skal skrives med lige så mange prikker, som der er i ens navn. Med lidt længere navne kan det være rigtig svært at gætte og hvis man ikke kan finde ud af det, er man en “gæk” – dvs. en nar. Hvis man derimod gætter det, er afsenderen en “gæk”. Den som bliver “gæk” skal bøde for det og det kan gøres på tre måder: enten ved at holde en fest, give et kys eller et æg.
Hvorfor æg?
Men hvorfor lige give et æg? I gamle dage var æg et betalingsmiddel og af og til lå påsken på et tidspunkt, hvor hønsene lagde flere æg. Det blev dog først helt almindeligt altid at benytte påskeæg som bod, da man begyndte at bruge de såkaldte kommercielle gækkevers, som kunne købes hos diverse bog- og papirhandlere.
Så derfor hører påske og æg sammen. Nu er det bare om at gå I gang med gækkeriet, så du kan få en masse dejlige påskeæg – forhåbentlig. God påske.
Forfattet af: Nuunu
|
|
Af Natasja
Naboens hund. På en og samme tid en skøn, men også en irriterende hund. Hundens ejer og jeg var jævnaldrende og veninder og vi delte et stakit i haven som holdt vores hunde adskilt. Min var en skotte og hendes var en lys korthåret retriever, jeg husker ikke racens navn mere. Men racen var i tidernes morgen en yndet jagthund, som blev brugt til at hente ænder ude i vandet. En rigtig vandhund, som i stedet for vandskål, havde en spand fyldt til randen med vand, den stak simpelthen hen hele hovedet nede i spanden – og drak. Det var et syn for guderne, at se på.
I starten var jeg lidt bange for den, men med tiden blev både jeg og min skotte gode venner med den gennem stakittet, hvor den ofte stod og fulgte med i, hvad vi nu foretog os på vores side af hegnet. Dette foregik i Californien, men den lod til at forstå dansk, den lyttede i hvert fald meget opmærksomt, når jeg snakkede til den.
Naboens hund var unghund (dvs under 2 år) og på alle måder modsætningen til min sindige, aldrende skottehund. Den var meget aktiv dagen igennem: den boede i haven som de fleste hunde gør i det land. Den reagerede på alle lyde med en voldsom gøen, og alt levende; blomster og buske og en uheldig fugl nu og da, blev praktisk talt flået og noget af det endda fortæret. Selv dens legetøj åd den. Sagen var nemlig den, at hunden levede på sultegrændsen. Den fik præcis nok mad til at være i live, men heller ikke mere.
En dag var min nabo, jeg og hendes hund ude at vandre i ørkenen som grænsede op til vores bebyggelse. Hunden var uden snor, og hun og jeg gik og sludrede. Jeg var ikke særlig stolt over situationen, og spejdede konstant ned over på jorden, fordi jeg er bange for kryb, men hun forsikrede mig om, at det var ok. Lige indtil jeg kunne mærke, at vi blev nedstirret. Det lignede en stor hund, men siden det kun lignede….. ja så måtte det jo være en ulv….! Den stod 10-15 meter fra os lidt gemt bag en busk. På det tidspunkt, hvor min veninde også har opdaget den, opdager hunden også ulven og jeg frygter at hunden vil forsøge at nedlægge ulven – eller omvendt. De udgjorde jo et velkomment måltid hver især. De to kigger på hinanden og hunden slår blikket ned og ignorerer ulven, hvorefter ulven endelig stikker af. Jeg har ofte undret mig over, at der ikke skete noget. Hvis jeg havde haft min hund med, ville han helt sikkert have forsøgt at jage ulven, bare for sjov, total uvidende om faren. Mens hendes hund sikkert havde instinkterne bedre opdateret fordi den var født i landet…?
Min nabo veninde klagede sig ofte til mig over hundens adfærd. Hun mente jeg havde været heldig med min eksemplariske hund. Det faldt hende ikke ind, at der kunne ligge en forskel i de to racers temperament, eller at vi eksempelvis kunne ske at have læst en bunke bøger om hundes adfærd eller have gået til træning med den. At den var 100 % stueren , var en gåde for hende.
Jeg prøvede meget forsigtigt og indirekte at fortælle hende at hunden måske manglede stimulering – og mad. Den med stimulering tog hun til sig og bad om konkrete gode råd, hvilket jeg var i stand til at give hende. Jeg lånte hende bla min hunds ’bustercube’. (En formidabel dansk opfindelse: en stor terning som indeni er inddelt i 6 kamre, som man så fylder med godbidder. I midten af den, er et hul som godbidderne så kan komme ud af, når de skubber rundt med terningen. Terningen er lavet af noget meget hårdt plast, og der er livstids garanti på den). Men tilbage til maden; hendes hund fik bestemt nok at spise og desuden kunne hun ikke fordrage fede hunde.
Tiden gik, jeg kunne ikke lade være – jeg fodrede hendes hund regelmæssigt i smug. (Og det samme gjorde hendes nabo på den anden side også, fandt jeg ud af). Men min veninde opdagede det ved, at der var skete en forøgelse af hundens efterladenskaber. Jeg lod som ingenting og fortsatte fodringen i smug alligevel, med det resultat at hun skar ned på hendes bidrag til maden! Så det hjalp ikke hunden alligevel, for jeg turde jo ikke give den hele måltider. Og bustercuben? Det tog hendes hund et par timer at flå den. …
Hunden blev lukket i garage om natten, så der var ingen problem med dens gøen om natten. Ikke førend de satte en hundelem i døren. Det blev et mareridt for os, idet vores soveværelse lå ud til havesiden og fordi husene er bygget i forhold til klimaet i landet . Altså meget tynde vægge uden isolering. Efter en tid kunne jeg ikke holde det ud mere, og sagde det til hende. Med det resultat, at hun glædesstrålende kort tid efter kom og fortalte hun havde løst problemet: Hun havde købt et halsbånd, der gav hunden elektrisk stød når den gøede…..Jeg følte mig som det mest lusede bæst overfor hunden, og som utaknemmeligt menneske overfor min veninde, som jeg bad glemme mine klager over hundens gøen, og derfor kunne smide halsbåndet ud.
Kort tid efter skulle vi heldigvis flytte.
Forfattet af: Natasja |
|
|
|
