Af Natasja
Naboens hund. På en og samme tid en skøn, men også en irriterende hund. Hundens ejer og jeg var jævnaldrende og veninder og vi delte et stakit i haven som holdt vores hunde adskilt. Min var en skotte og hendes var en lys korthåret retriever, jeg husker ikke racens navn mere. Men racen var i tidernes morgen en yndet jagthund, som blev brugt til at hente ænder ude i vandet. En rigtig vandhund, som i stedet for vandskål, havde en spand fyldt til randen med vand, den stak simpelthen hen hele hovedet nede i spanden – og drak. Det var et syn for guderne, at se på.
I starten var jeg lidt bange for den, men med tiden blev både jeg og min skotte gode venner med den gennem stakittet, hvor den ofte stod og fulgte med i, hvad vi nu foretog os på vores side af hegnet. Dette foregik i Californien, men den lod til at forstå dansk, den lyttede i hvert fald meget opmærksomt, når jeg snakkede til den.
Naboens hund var unghund (dvs under 2 år) og på alle måder modsætningen til min sindige, aldrende skottehund. Den var meget aktiv dagen igennem: den boede i haven som de fleste hunde gør i det land. Den reagerede på alle lyde med en voldsom gøen, og alt levende; blomster og buske og en uheldig fugl nu og da, blev praktisk talt flået og noget af det endda fortæret. Selv dens legetøj åd den. Sagen var nemlig den, at hunden levede på sultegrændsen. Den fik præcis nok mad til at være i live, men heller ikke mere.
En dag var min nabo, jeg og hendes hund ude at vandre i ørkenen som grænsede op til vores bebyggelse. Hunden var uden snor, og hun og jeg gik og sludrede. Jeg var ikke særlig stolt over situationen, og spejdede konstant ned over på jorden, fordi jeg er bange for kryb, men hun forsikrede mig om, at det var ok. Lige indtil jeg kunne mærke, at vi blev nedstirret. Det lignede en stor hund, men siden det kun lignede….. ja så måtte det jo være en ulv….! Den stod 10-15 meter fra os lidt gemt bag en busk. På det tidspunkt, hvor min veninde også har opdaget den, opdager hunden også ulven og jeg frygter at hunden vil forsøge at nedlægge ulven – eller omvendt. De udgjorde jo et velkomment måltid hver især. De to kigger på hinanden og hunden slår blikket ned og ignorerer ulven, hvorefter ulven endelig stikker af. Jeg har ofte undret mig over, at der ikke skete noget. Hvis jeg havde haft min hund med, ville han helt sikkert have forsøgt at jage ulven, bare for sjov, total uvidende om faren. Mens hendes hund sikkert havde instinkterne bedre opdateret fordi den var født i landet…?
Min nabo veninde klagede sig ofte til mig over hundens adfærd. Hun mente jeg havde været heldig med min eksemplariske hund. Det faldt hende ikke ind, at der kunne ligge en forskel i de to racers temperament, eller at vi eksempelvis kunne ske at have læst en bunke bøger om hundes adfærd eller have gået til træning med den. At den var 100 % stueren , var en gåde for hende.
Jeg prøvede meget forsigtigt og indirekte at fortælle hende at hunden måske manglede stimulering – og mad. Den med stimulering tog hun til sig og bad om konkrete gode råd, hvilket jeg var i stand til at give hende. Jeg lånte hende bla min hunds ’bustercube’. (En formidabel dansk opfindelse: en stor terning som indeni er inddelt i 6 kamre, som man så fylder med godbidder. I midten af den, er et hul som godbidderne så kan komme ud af, når de skubber rundt med terningen. Terningen er lavet af noget meget hårdt plast, og der er livstids garanti på den). Men tilbage til maden; hendes hund fik bestemt nok at spise og desuden kunne hun ikke fordrage fede hunde.
Tiden gik, jeg kunne ikke lade være – jeg fodrede hendes hund regelmæssigt i smug. (Og det samme gjorde hendes nabo på den anden side også, fandt jeg ud af). Men min veninde opdagede det ved, at der var skete en forøgelse af hundens efterladenskaber. Jeg lod som ingenting og fortsatte fodringen i smug alligevel, med det resultat at hun skar ned på hendes bidrag til maden! Så det hjalp ikke hunden alligevel, for jeg turde jo ikke give den hele måltider. Og bustercuben? Det tog hendes hund et par timer at flå den. …
Hunden blev lukket i garage om natten, så der var ingen problem med dens gøen om natten. Ikke førend de satte en hundelem i døren. Det blev et mareridt for os, idet vores soveværelse lå ud til havesiden og fordi husene er bygget i forhold til klimaet i landet . Altså meget tynde vægge uden isolering. Efter en tid kunne jeg ikke holde det ud mere, og sagde det til hende. Med det resultat, at hun glædesstrålende kort tid efter kom og fortalte hun havde løst problemet: Hun havde købt et halsbånd, der gav hunden elektrisk stød når den gøede…..Jeg følte mig som det mest lusede bæst overfor hunden, og som utaknemmeligt menneske overfor min veninde, som jeg bad glemme mine klager over hundens gøen, og derfor kunne smide halsbåndet ud.
Kort tid efter skulle vi heldigvis flytte.
Forfattet af: Natasja |
