Af Johnny

Denne lille historie handler om min, om end kort så sjove, løbekarriere.

Som mange undervejs har fortalt mig, er jeg ikke den typiske løber, og de har da ganske ret, jeg vejer mindst 25 kg for meget og har for korte ben. Så det er ikke det naturlige talent, der drev mig. Mere jysk stædighed.

En tilfældighed i 1995
Det hele startede med en tilfældighed i 1995 med den store stafet, der afholdes i Fælledparken i København, DHL stafetten.

Hold på 5 løber efter tur, den flade rute på 5 km, og når sidste mand er i mål, er alle glade.

Der, hvor jeg arbejdede, var der tilmeldt 6 hold, og der var flere, der skulle løbe på flere hold, så der var en del koordinering.

På dagen blev en af løberne syg, og derfor var er en mand for lidt på et af holdene.

De spurgte mig, om ikke jeg ville tage pladsen, som de sagde ”det er jo kun 5 km, alle kan jo løbe den korte tur”.

Jeg var nu ikke helt sikker på det med, at alle kunne løbe turen, for jeg havde ikke løbet noget som helst, siden jeg var barn.

Jeg havde ikke nogen sko at løbe i, men de flinke mennesker havde et par nye løbesko til overs, dem fik jeg i en plastpose, og så gik det ellers mod Fælledparken.

Inde på græsset fik jeg skoene på, og som ved et mirakel passede de, helt uden at gnave, og de gav ingen vabler eller røde mærker. (Jeg har i øvrigt aldrig haft vabler eller bare røde mærker på fødderne af at løbe, nogensinde).

Der var rigtig mange mennesker derinde, omkring 10.000, så man drukner lidt i mængden.

Midt inde i Fælledparken, får man stafetten, og så løber man ud af det grønne område og tager turen rundt om hele Fælledparken for at slutte af med at løbe et godt stykke inde i parken igen og så i mål.

Det blev ikke til nogen opvarmning, men det blev min tur.
Jeg fik stafetten og løb det bedste jeg kunne, hvilket vil sige ikke ret meget.

Jeg havde regnet med at følges med strømmen, om end bare til vi kom ud af parken.

Meeeeeeen, sådan gik det ikke.

Det kan godt være, at alle kan løbe 5 km, men jeg ville jo aldrig have gjort forsøget frivilligt, så jeg var nok ikke med i begrebet ”alle”.

Der gik under 1 km, så ville mine lunger, og resten for den sags skyld, ikke mere.
Jeg fik det så dårligt, følelsen skal opleves, den kan ikke beskrives.

Jeg måtte stoppe helt op, og en kort overgang troede jeg, at jeg skulle kaste op. Det blev en meget, meget lang tur rundt, jeg fandt en rytme med at løbe til pulsen var helt oppe og så gå, til den var lidt nede igen.

Hele turen var som at sidde fast midt i en rivende flod af løbesko, der hamrede forbi, igen og igen. Lige meget, om jeg løb eller gik, susede der folk forbi til begge sider, hele tiden.

Men jeg koncentrerede mig om min egen lille boble og prøvede ikke at være for meget i vejen.

Det sidste stykke inden mål snor sig ind i mellem tilskuerne, så man kan ikke se, hvor langt der er til selve målet. Så når man tror, målet er lige bag næste sving, og man giver sig 100% for at være helt færdig, når man når der, så opdager man, at det fortsætter, målet er endnu længere fremme, flere sving. Man kommer et godt stykke over de 100%.

Det med at gemme målet opdager jeg senere er ganske normalt i løb.

Nå, men jeg kommer i mål og er helt færdig, jeg har det bare så elendigt, og det hele kan være lige meget.

Og mens jeg sidder og restituerer, lytter jeg til nogle af de gale mennesker derinde. En har varmet op ved at løbe derind, 16 km, for derefter at løbe 3 ture på de 5 km, så tog han 2 ture for at komme ned igen, og nu skulle han løbe hjem igen :o:o

En helt igennem anderledes oplevelse, end det der ville have været, hvis jeg bare var kørt hjem fra arbejde den dag.

Efteråret gik, uden jeg gentog forsøget.

Men jeg tænkte over min noget manglende kondition og vedtog, at jeg en dag, jeg fik tid, ville gøre noget ved det.

Men så i ugeavisen, den første uge i januar (for at prikke til dem med for meget julemad…) var en artikel om en nystartet løbeklub i Roskilde.

Løbeklubben Løb For Livet
En klub der passede meget godt til mit temperament, det handlede ikke om at komme først, men om at deltage. Man løb rundt i en af parkerne inde i byen, en runde er omkring 1,6 km. Nogle løb én tur, andre 3 (tæt på 5 km) og andre igen 5 runder. Når man ikke kunne mere, stoppede man blot, næste gang man kom forbi målet.

For hver 3 deltagere er der en lodtrækningspræmie efter løbet, så det er ikke de første, der får noget med hjem, men alle har en chance.

Man skulle ikke være medlem for at løbe, blot møde op den anden søndag i hver måned kl. 10, med skoene på, og så er man hjemme til at lave middagsmad bagefter.

Klubbens leder Jan er en ildsjæl. Han husker alle de personer, der har været der, deres tider, deres småskader osv. Han kommer med opmuntrende tilråb til alle.

Turen rundt i parken er meget anderledes, end den jeg prøvede i Fælledparken, her er ruten lagt på en lang bakke. Hele den første halvdel er ned af bakke, og den anden (op til målet) er op af bakke. Det er meget, meget anderledes end den flade rute i Fælledparken.

Det første lange stykke tid, kunne jeg ikke løbe en helt runde uden at stoppe og gå rigtig mange gange. Men min stædighed gjorde, at jeg blev ved, og ganske langsomt gik det bedre og bedre.

Ja ja, nogle vil nok postulere, at det ville hjælpe hvis jeg også løb ind i mellem søndagsløbene i parken, men det er ret svært at tage sig tid til det i en travl hverdag.

Det lykkes efter lang tid at nå de 5km i bakket terræn, og også senere de 5 runder der gav 8.5 km.

Jeg prøvede en tid at stå op en time tidligere og så løbe en tur, inden dagen rigtig kom i gang. Men når man svinger benene ud af sengen og lige ned i løbeskoene, så går der nogen tid, før kroppen er oppe og yde det, der skal til for at kunne løbe sådan rigtigt.

Hvis man stod 2 timer før op og lod kroppen vågne først, så måske, ellers ikke. Så jeg gik over til at løbe 2 gange hver uge om aftenen inden sengetid. Det vil sige mellem 23 og 01.

Men efter sådan en tur tager det lige lidt tid, inden kroppen slapper af, så man kan sove, Det er ikke let at passe ind.

Nogle gange når jeg var ude at løbe, gik det forholdsvis let, andre gange var det meget hårdt at holde samme tempo. For at få styr på dette købte jeg et pulsur, og det var en øjenåbner.

Det område hjertet har at arbejde på, ligger imellem hvilepulsen og max puls.
Max puls svarer nogenlunde til 220 -alder (for kvinder 200 -alder), så min max puls var ca. 180.

De dage hvor det gik let, var min puls under løb ca. 160, men de dage hvor det var vildt hårdt (med samme tempo) lå den på 170-175. Så med uret kunne jeg lægge tempoet, så pulsen hver gang lå omkring de 160. Så gik det langsommere nogle dage end andre.

Torsdags træning
Efter nogle år med forholdsvis få løb, startede jeg i vinterhalvåret på noget, Jan kaldte torsdagstræning. Det er, som navnet antyder, noget, der foregik om torsdagen, ha ha.

Men derudover var der ikke meget at grine af, det var kanon hårdt.

Det var interval- og bakketræning af den hårde slags.
Jan havde fundet endnu en bakke, hvor vi så brugte en times tid på at ræse rundt.

En af øvelserne var et sjovt, men vildt hårdt løb. Vi blev ind imellem delt i 3 hold, eliten, de almindelige løbere og så mit hold B) (der var faktisk andre end mig på mit hold)

Holdene blev så sendt af sted, med lidt tid imellem, så vi kunne være i mål samtidig. Mit hold først og eliten sidst. Og så gik det over stok og sten. Vi ville jo gøre alt for ikke at blive fanget af de andre hold. Men ruten var jo kun op og ned af bakke, støn, støn.

Ellers piskede Jan os rundt med indlagte spurt (helst op ad bakke), det var så hårdt, at man fik blodsmag i munden, jo, jo sport er sundt.

Eller 100 m spurt op ad bakken, igen med mit hold sendt af sted først og eliten til sidst, og vi ville ikke overhales, suk hvor det trak tænder ud.

Skal måske lige sige at min puls kom helt op på 190 på bakkerne, så det var vildt hårdt.

Ud i verden
Ud over klubbens egne løb var jeg med til en del forskelligt sammen med dem.

-Rundt om Damhussøen, ingen bakker, træls rute.

-Sankelmarksløbet, et løb der foregår rundt i gaderne omkring Sankelmarksgade. Et meget specielt løb, idet der på ruten er indlagt ture op af trapper til forskellige lejligheder, igennem disse (stue til køkken og ud af soveværelset) og ned af bagtrappen. Undervejs var der væskedepoter med alt andet end vand, til dem der havde behov. Sjovt og meget hårdt.

-5 tårns maraton i Kalundborg, lidt samme koncept som Sankelmarksløbet, man skulle løbe tværs igennem 4 værtshuse på en rundtur (alle derinde klappede og hujede), og der var et bigband der spillede for os. Vi kom omkring den berømte Kalundborgs sender, sjovt, fladt og for langt.

Rundt om senderen:

-DHL stafetten i Fælledparken, den prøvede jeg så mange gange, at jeg kendte tiderne rundt, og kunne bruge kræfterne rigtigt, så jeg spurtede i mål.

-Roskilde byløb, en tur rundt i byen. Helt ned til havnen og op igen. Sjovt men vildt hårdt.

-Vikingeløb i Roskilde. Sejle ud med viking skib, løbe hjem. Sjovt koncept.

-Roskilde park stafet. Rundt i den park vi normalt trænede i, he he, hvem sagde fordel :) sjovt, og altid med fest og ballade.

-Hellas motionsløb. 5 km, flad rute, men ganske underholdende, omtales senere.


Min stædighed gav mig adskillige sjove episoder.

Under Roskilde byløb, var der en yngre kvindelig løber, der under hele løbet, var lige i hælene på mig.

Først var jeg lidt smigret, tænk at nogen brugte mig som kanin.
Men da vi manglede 500m (op af bakke) overhaler hun, og tror hun kunne løbe først i mål!!!!

Nix tænker jeg, trækker vejret dybt, og følger hende så tæt i nakken, at hun kan mærke pustet. Og 50 m før målet løber jeg op på siden af hende, holdt en kunstpause og løber fra hende.

Måske ikke særligt pænt gjort, men så kan hun ski da tage sin tørn undervejs og ikke bare ligge på hjul og komme sejlende til sidst.

Efter målstregen har jeg nogle problemer med vejret, men det var givet godt ud :)

Al den bakketræning jeg havde lavet, betød at jeg kunne holde samme tempo op af bakke som på flad vej og omkring det dobbelte ned af bakke. Det siger ikke noget om, at jeg kunne løbe hurtigt, for det kunne jeg ikke, men ofte kommer man til at følge dem, der løber samme tempo. Men kom der en bakke, løb jeg fra dem og prøvede at hægte mig på dem, der kunne løbe lidt hurtigere end jeg.

Hellas motionsløb, en sjov oplevelse
Dem der løber der, går meget op i tider, placeringer og elite.
Så da jeg var med derude som motionsløber, kikkede de lidt. Og undervejs fik jeg en del kommentarer, hmmmmm
Især en gruppe jeg fulgtes med på hele turen, de løb lidt hurtigere og holdt pause (for at binde snørebånd eller nyde udsigten), så vi overhalede hinanden under hele løbet.

Men da vi nærmede os målet, skulle vi løbe en runde på deres kunststof bane (400 m), inden vi var i mål.

Jeg var få meter foran dem, da vi kom ind på stadion, og jeg kunne høre, at deres smalltalk stoppede, og de oppede sig for at nuppe mig på langsiden. Alle deres kammerater nede ved målet begyndte at heppe på dem.

Men igen nix, jyde, stædighed, interval træning. En dyb vejrtrækning og så af sted, de skulle fan… ikke komme forbi, elite, højrø… eller ej. Så jeg spurtede det bedste, jeg kunne og hørte dem falde fra rundt i svinget, en efter en, ha ha, og nåede i mål uden at de havde en chance.

En fed oplevelse, som nummer sjok motionsløber blandt selvoptagede (ja undskyld, men det var de) ”elite” løbere.

Da jeg kom i mål, skævede jeg til pulsuret, og det sagde 193!!!
Et godt stykke over de 180.

Store løb
Jeg løb eremitageløbet flere gange.
Et løb der ligger som et stort ottetal. Næsten med eremitageslottet i midten. Der er vel en 14.000-15.000 deltagere.

Der er dejlig mange bakker, så alle dem der sejler forbi på det flade stykke, dem nupper jeg på bakkerne.

Man bliver sendt af sted i grupper, efter hvilken tid man fik sidste gang. De hurtigste først. Når man starter første gang, har man ingen tid at vurdere, hvilken gruppe man skal i, derfor kommer man i den sidste.

Så den første gang jeg løb dette løb, startede jeg sidst, og løb ikke kanon hurtigt, så jeg kom ind i målområdet så sent, at de første var begyndt at gå.

Det hele var fyldt med gående, cykler og klapvogne. Løbet er opbygget efter samme princip som andre steder, man kan ikke se målet på opløbet, så jeg kunne ikke se, hvor jeg skulle løbe hen, der var jo mennesker alle steder, og de gik alle væk. Nå - efter nogle tumult, fandt jeg hen til målet. Men ikke efter den klassiske fejl ”målet er vist lige om det næste sving, så nu giver vi den gas” og det var målet naturligvis IKKE.

Næste gang jeg løb turen, var jeg i bedre form, startede ikke i sidste gruppe, men lavede igen samme ”målet er vist…..” med totalt udpumpede lunger og en puls på 190 til følge, men med en endnu bedre tid end første gang.

I Mål efter 3 slutspurter.

Øresund
Jeg ville gerne prøve de lidt længere distancer, så jeg meldte mig til halv maraton ruten over den nyopførte Øresundsbro.

Vinteren inden gik jeg til den under torsdagstræningen, jeg tabte mig 10kg, og der var stadigvæk 9 måneder til løbet, det skulle blive ret godt (jysk).

Men jeg gik hen og blev langtidssyg, skoene blev på hylden i 9 måneder.

Da weekenden kom hvor løbet skulle være, var jeg forkølet, med let feber og havde overhovedet ikke løbet en meter i de 9 måneder.

Jeg overvejede at droppe det, men omvendt, det var jo once in a lifetime, jeg kunne jo bare gå ruten igennem (23km!!)

Jeg mødte op, skoene kom ud af løbetasken, og de passede stadigvæk :) Der var ret mange mennesker derude.

Jeg havde ikke løbet noget ud over de 13.5km som eremitageløbet (1 år tidligere!) var på, så jeg lagde langsomt ud.

Ned gennem tunnelen, op på højbroen. Det gik rigtigt godt, og der var en fantastisk udsigt.

Jeg havde på forhånd bestemt mig for, hvilke km tider jeg skulle løbe efter, så jeg kunne strække kræfterne lige til mål, og det føltes helt rigtigt.

Indrømmet, det var ikke mange, jeg overhalede, men for mig var det heller ikke meningen, jeg løb bare for at gennemføre, det ville være et lille mirakel i sig selv.

Efter højbroen svingede ruten til venstre ind i Malmø, og ”forsvandt” ind i de smalle gader. Indtil da havde der været svag rygvind, og tilpas køligt. Men inde i byen blev det varme, ja nærmest lummert, og sveden haglede ned.

Jeg tror, det var samtidig med, at jeg mødte muren. Muren er, når man har opbrugt de sukkerdepoter, kroppen har, og man begynder kun at forbrænde fedt. Belastningen stiger, pulsen går op og det gør ondt, det sjove er slut.

Så turen HELT igennem Malmø, var sur, hård, varm og jeg fik trukket alle mine tænder ud, rent stædighed.

Da jeg endelig kom i mål, skulle vi 1-2 km længere frem for at få væske og proviant. Det er de længste 2 km, jeg har gået.

Men på hele turen stoppede jeg ikke en eneste gang, det er jeg stadigvæk den dag i dag vildt forbavset over.

Tænk at løbe 23 km uden stop, efter 9 måneders sygdom uden træning, med forkølelse og feber, ja jeg forstår det ikke helt.


Det er klart toppen på min løbekarriere.

Ingen vabler eller bare røde mærker, men selvfølgelig ømme fødder.

At det ikke gav bare røde mærker, skyldes nok at jeg havde anskaffet strømper uden søm, og neglene blev klippet samme dag.

Lidt til smilebåndet
I klubben Løb for Livet, var der mange sjove episoder.

De fleste løb var som normalt, lige på nær jul, nytår, fastelavn og 1. april.

Til jul fik løbere med nissehue ekstra lodder, og der var æbleskiver og gløgg.


Til nytår var der kransekage og champagne efter løbet.

Til fastelavn gav udklædning ekstra lodder, og der var naturligvis tøndeslagning indlagt undervejs, også for de voksne. Løb og slå.

1. april vidste vi aldrig, hvad Jan havde fundet på. Et år skulle vi løbe den modsatte vej af normalt (det føltes som en helt anden rute), et andet år skulle vi løbe skiftevis med og mod uret, ha ha næsten kaos, men ski… sjovt. Jan havde mange gode ideer.

Et år til Roskilde park stafet, var der noget koks med Hellas’ damehold, de vandt, men jeg kan ikke lige huske, hvad der koksede. Men året efter havde Løb For Livet tilmeldt et fiktivt damehold.

Det var 5 af herrerne der mødte op i hvide strutskørter og paryk. De løb turen i en ret god tid, de måtte dog lade de højhælede sko ligge og tage løbeskoene på.

Et andet år løb Jan turen med et stort pap vikingeskib på maven, som reklame for vikingeløbet. Og smed karameller ud til børnene.

Slut
En knæskade satte en stopper for flere løb efter ca. 9 år på banen.

Man husker de sjove ting, og glemmer de kolde, regnvåde og blæsende ture alene midt om natten, og sådan skal det være.

En kæmpe tak til Jan fra Løb for Livet, uden hans opmuntring var det ikke blevet til ret meget, så var det blevet senere, når jeg fik bedre tid (læses: aldrig).

-------- MÅL -------