Af Nuunu

Vi er rigtig mange heroppe, der takker Ekstrabladet for at ”turde, hvor andre tier” og bringe de rædselsvækkende historier frem om vanrøgt af mange grønlandske slædehunde. Det er den store debat heroppe nu – skaber forsider i aviserne, og det grønlandske hjemmestyre er blevet spammet ned med protestmails. Og det er godt! For nu bliver der gjort noget ved det!  Endelig!
 
Jeg husker, da jeg som barn boede i Ilulissat (Jakobshavn). Jeg var omkring 5-6 år gammel. Der havde naboen slædehunde. Jeg måtte ellers ikke gå over til dem, men de var mine ”venner” i en svær barndom præget af alkoholmisbrug m.m. Hver aften gik jeg ud til dem og gav dem mad, og de lærte, at jeg ikke var potentiel føde, men en ”madmaskine”. Til sidst kunne jeg endda gå hen og klappe et par af dem bag ørene, og i den tid, jeg boede deroppe, er det det eneste positive jeg husker fra dengang.
 
Min far fortalte engang en historie, der gjorde dybt indtryk på mig. Kort før jeg blev født, var mine forældre til en barnedåb. Barnets forældre havde lagt den lille til at sove i soveværelset og der stod vinduet på klem. Der var fest og glade dage i stuen, hvor alle blev beværtet med vin og god mad, glad polka og mange smil. Men forældrene, der afholdt barnedåben var nogen af dem, der vanrøgtede deres hunde....

2 af hundene havde simpelthen gnavet de snore over, som de var bundet fast til og havde lugtet babyen ... Ja, det er frygteligt. Min far var en af dem, der så, hvad der var tilbage – en blå snor og en kyse.... Alle hunde blev efterfølgende aflivet, men det er jo worst-case-scnerario der kan ske ...
 
Min far fortalte også at man aldrig måtte falde eller snuble oppe i Ilulissat. Mange af hundene var simpelthen så glubske af sult, at de kunne finde på at spise mennesker. Han blev overfaldet af hunde engang, men nåede at rejse sig op og sparke ud efter dem. Kort tid efter flyttede han til Nuuk. Der boede vi rigtig godt indtil jeg skulle flytte med min mor op til Ilulissat. Men ikke mere om det, det ordnede sig altsammen i sidste ende.
 
Det dumme ved den her debat om de grønlandske slædehunde er nok at det går ud over de mennesker, der rent faktisk behandler deres dyr ordentligt. Og det er der mange der gør. Men andre igen har store problemer med at få hundene fodret, for de lever af fangst, men der er intet at fange, for havisen og den globale opvarmning gør, at man ikke kan tage på isfangst mere. De fangere, som vanrøgter deres hunde har ingen penge overhovedet. Men derfra og så slå hjernen til og tænke at man hellere må få dyret aflivet (og det gøres forøvrigt ganske gratis) er åbenbart meget svær for visse mennesker.

Det der også er tragisk og ulykkeligt er, at hvis de mennesker fortsat behandler den grønlandske slædehund på den forfærdelige måde er jo også at vi som folk kan risikere at miste en enestående ægte og oprindelig del af vores kultur: Slædehunden. Arbejdsredskabet. For det er jo ikke en skødehund eller et kæledyr, men en maskine af kød, blod og muskler. Hvem husker ikke Kronprinsens ”Nanok” der som unghund måtte sendes tilbage til Grønland, for selvom han havde haft den fra hvalp, var den vild, og ville aldrig blive tam, som man kender det fra andre hunde.

Jeg synes at det er godt at der er kommet fokus på de stakkels hunde. Jeg håber så også bare at Landsstyret er mand nok for at gøre noget ved det problem. Mennesker heroppe har igennem tiden “bjæffet” sagte omrking problemet, men når man ser hvor bombastisk, det også kan gøres og at det skaber røre i vores lille andedam, så bliver jeg glad. Glad fordi jeg håber og beder til at man ved oplysning og straf i form af eks. at de aldrig må have dyr mere kan få de andre til at passe bedre på deres dyr.

Grr fra Nuunu