Antal indlæg: 2480 Bopæl: Spanien Tilmeldt: 20.02.06
Lagt på d. 16. januar 2007 11:25:22
I Phoenix, Arizona, stirrede en mor på 26 år ned på sin 6 år gamle søn, der var døende af leukæmi på slutstadiet. Skønt hendes hjerte var fyldt med bedrøvelse, så havde hun også en stærk følelse af beslutsomhed. Ligesom enhver anden forælder ønskede hun at se sin søn vokse op og realisere alle sine drømme. Det var nu ikke længere muligt ...
Det ville leukæmien sørge for. Men hun ønskede stadig, at hendes søns drømme blev realiseret. Hun tog sin søns hånd og spurgte: "Billy, har du nogensinde tænkt på, hvad du kunne tænke dig at blive, når du engang blev voksen? Har du nogensinde drømt om og ønsket, hvad du ville gøre i dit liv?"
"Mor, jeg har altid ønsket at blive brandmand, når jeg blev stor." Moderen smilede tilbage og sagde: "Lad os se, om vi ikke kan opfylde dit ønske."
Senere den dag tog hun hen på sin lokalebrandstation i Phoenix i Arizona, hvor hun mødte brandmand Bob, der havde et hjerte så stort som hele Phoenix. Hun forklarede om sin søns sidste ønske og spurgte, om det kunne være muligt at give hendes 6 årige søn en tur rundt om bygningskomplekset i en brandbil.
Brandmand Bob sagde: "Nu skal du se, vi kan gøre noget, der er meget bedre. Hvis du vil have din søn parat klokken 7 onsdag morgen, så vil vi udnævne ham til æresbrandmand en hel dag. Han kan komme med på brandstationen, spise sammen med os, tage med ud på alle udrykningerne. Alt det hele! Og hvis du vil give os hans tøjmål, så vil vi få syet en rigtig branduniform til ham med en rigtig brandhjelm - ikke en legetøjs-brandhjelm - med Phoenix Brandvæsenets emblem på, en gul regnfrakke mage til den, vi bærer, og gummistøvler. Alt dette fremstilles her i Phoenix, så vi kan hurtigt få fat i det."
Tre dage senere hentede brandmand Bob Billy, klædte ham i hans branduniform og ledsagede ham fra hans hospitalssent til den ventende stigevogn. Billy fik plads i den bageste del af vognen og hjalp med at styre den tilbage til brandstationen.
Han var i den syvende himmel. Der var tre brandudrykninger i Phoenix den dag, og Billy kom med på alle tre udrykninger. Han kørte i de forskel-lige brandkøretøjer, legevognen og endog i brandchefens vogn.
Han blev også optaget på video til det lokale nyhedsprogram. DEt at få sin drøm til at gå i opfyldelse med al den kærlighed og opmærksomhed, der blev ham til del, rørte Billy så dybt, at han levede tre måneder længe-re, end nogen læge havde troet mulig.
SÃ¥ en nat begyndte alle hans vitale legemsfunktioner at falde dramatisk,
og oversygeplejersken - der troede på hospicekonceptet om, at ingen skulle dø alene - begyndte at tilkalde familiemedlemmerne til hospitalet.
Hun huskede den dag, Billy havde tilbragt som brandmand, så hun ringe-de brandchefen op og spurgte, om det ville være muligt at sende en brandmand i uniform til hospitalet for at være sammen med Billy, når han gik over.
Brandchefen svarede: "Vi kan gøre det meget bedre. Vi vil være der om fem minutter. Vil du være venlig at gøre mig en tjeneste? Når du hører sirenernes hylen og ser blinklysene, så skal du meddele over hospitalets interne kommunikationssystem, at der ikke er brand? Det er bare brandvæsenet, der kommer for at besøge et af sine fineste medlemmer endnu engang. Og vil du åbne vinduet til hans værelse?"
Omkring fem minutter senere ankom en stor stigevogn til hospitalet, rej-ste sin stige op til Billys værelse med det åbne vindue på tredje sal og 16 brandmænd klatrede op ad stigen og ind på Billys værelse.
Med hans mors tilladelse gav de ham et knus, holdt om ham og fortalte ham, hvor meget de elskede ham. Med sin døende vejrtrækning så Billy op på brandchefen og sagde: "Chef, er jeg virkelig en brandmand nu?"
"Det er du Billy, og den øverste chef, Jesus, holder din hånd," sagde chefen. Ved disse ord smilede Billy og sagde: "Det ved jeg. Han har holdt min hånd hele dagen, og englene har sunget ... " Så lukkede han sine øjne en sidste gang.
Mine instruktioner lød på, at jeg skulle sende dette til i det mindste fire mennesker, som jeg ønskede, at Gud skulle velsigne, og jeg fandt dig -
jer. Vær venlig at give den videre til i det mindste fire mennesker, som du
- I ønsker, skal velsignes.
Denne historie er kraftfuld, og der er intet tilføjet, vær venlig ikke at bry-de dette mønster. Opløftende historier er nogle af de bedste gaver, vi modtager. Der er ingen omkostninger, men masser af belønninger, så lad os fortsætte med at virke opløftende på hinanden.
ARGH Det må du ikke gøre mere Pia...*GGG* Sad her i butikken med tårerne silende, og måtte ud på toilettet og tørre øjne og forsøge at reparere skaderne lidt*G*
Antal indlæg: 1323 Bopæl: Hjortshøj Tilmeldt: 19.02.06
Lagt på d. 17. januar 2007 12:37:29
Ja, den historie går lige i hjertet! Tak Pia Sad også med gåsehud (eller hønseskind, som vi kalder det heroppe) bagefter og manglede ord, da jeg læste den første gang.
[i]Life is easy, when you know the tricks[i]
Citat: Min forlovede
Spring til debat:
Besøgende
Gæster online: 2
Ingen brugere online
Antal brugere: 40 Ikke aktiverede brugere: 0 Nyeste bruger: Jona
Klokken
Replikboks
Du er nødt til at logge på for at skrive en replik.
Marita 18. maj 2024 11:19 Peter, du er ikke alene. Men der er ikke meget at gøre ved det. Angående lukker og slukker: jeg er her endnu.
Peter 25. april 2024 18:53 Ok, sidste mand m/k lukker og slukker. Undskyld jeg forstyrrede.
Peter 15. april 2024 21:59 Jeg er her endnu, og jeg savner de gode gamle fora. Facebook er en phis i en hornlygte, og jeg fatter ikke, at jeg er den eneste der kan se det!
Indhold: alle rettigheder forbeholdt navngivne forfatter eller Astro-Numerology.dk (Marita Kristensen). Ingen tekster må anvendes kommercielt uden forudgående, skriftlig tilladelse fra forfatteren.
Sad også med gåsehud (eller hønseskind, som vi kalder det heroppe) bagefter og manglede ord, da jeg læste den første gang.
